Ny gardintrailer til Sabro
Vognmandsvirksomheden Michael Sørensen ApS i Sabro har netop fået leveret en ny 3-akslet gardintrailer.
Gardintraileren er bygget op med længdevanger opsvejset i I-profil, hvilket giver et ekstra stabilt chassis. Bunden er lavet af 30 mm hårdttræsplanker, som er nedlagt i galvaniserede omega profiler, og traileren er lastsikret med 2 x13 binderinge i kantskinnen, T-suring og 3x6 sokler, der flugter på tværs. Gardintraileren er egnet for 34 stk. europaller i bunden og har en totalvægt på 40.000 kg. Traileren har et 2-leder trykluft-mekanisk bremseanlæg samt BPW aksler med tromlebremse. Der er ligeledes monteret hævetag og bagdørene er med dobbeltstang lukker. Skydegardinsiderne er konstrueret i 850g/m2 kvalitetsdug, og der er toprullere i slagfast plast med stålkuglelejer samt rustfrie overcenterlukkere for ca. hver 600 mm. Derudover er traileren udstyret med underkøringskofanger og cyklistværn, der lever op til de danske regler.
Traileren er leveret af Lastas Kel-Berg A/S i Hedensted.