Dobbelt-op
Den hårde vinter kommer til at koste ekstra i vejvedligeholdelse.
- En normal vinter koster ca. 1 milliard kroner, fordi sne og frost skaber slaghuller i vejene. Hertil kommer udgifter til snerydning. Denne unormalt tidlige og kolde vinter er på vej til at koste to milliarder kroner, siger Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien.
- Det skyldes først og fremmest, at vejene ikke har været vedligeholdet ordentligt, da frosten satte ind. Sagen er, at det øverste, tynde slidlag - vejens regnfrakke - de fleste steder i landet ikke er vedligeholdt ordentligt – der er huller og revner. Det betyder, at vand og frost for alvor kan få fat og ødelægge vejenes dyrebare og dybereliggende bærelag.
Asfaltindustrien opfordrer først og fremmest kommunerne, til allerede nu at gå i gang med at planlægge, hvordan og hvornår vejene skal repareres.
- Vi skal nemlig ikke gentage fejlen fra foråret 2010, hvor vi kom alt for sent i gang med asfaltarbejdet bl.a. fordi der i kommunerne var usikkerheder om budgetterne. Ved at gå i gang nu, kan vi komme i gang med reparationer og belægninger så snart frosten går af jorden og dermed forlænge asfaltsæsonen, siger Hundahl, der mener, at der kan spares op til fem procent gennem sparede dagpenge, færre overarbejdspenge og bedre kapacitetsudnyttelse.
Han peger på Grontmij Carl Bros seneste opgørelse over vejvedligeholdelsesefterslæbet på de 73.000 kilometer danske veje: det er steget til 22 mia. kr. mod sidste års 20 mia. kr.
Som et kuriosum nævne Asfaltindustrien, at der i dag skønnes at være en halv mio. huller i de danske veje – og at tallet lige nu er stærkt stigende.