Dansk-indisk arbejdsgruppe om søfart
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen er i Indien for at fremme danske virksomheders eksport og tilstedeværelse i landet.
I den forbindelse har ministeren i går mødt den indiske søfartsminister, industri- og handelsministeren, samt næstformanden for Planlægningskommissionen.
- Fra politisk side skal vi sørge for, at rammevilkårene for samhandlen er de bedst mulige, til gavn for både den danske og den indiske økonomi. Det har været nogle meget interessante og givtige møder med mine indiske kolleger. Begge lande kan have stor gavn af yderligere økonomisk samarbejde og samhandel. Vi har meget at byde på i Danmark, og Indien repræsenterer et nyt og voksende marked, hvor danske virksomheder allerede er til stede. Som et første konkret initiativ planlægges et besøg af indiske erhvervsfolk i Danmark. Det er også af stor betydning for dansk søfart, at mit initiativ til nedsættelse af en fælles arbejdsgruppe føres ud i livet, siger Brian Mikkelsen.
Han har nemlig på mødet med den indiske søfartsminister, G. Vasan, indgået aftale om en dansk-indisk arbejdsgruppe inden for søfart. Arbejdsgruppen skal blandt andet styrke samarbejdet mellem erhvervet samt myndighederne, og udmønter en aftale indgået mellem den danske og indiske regering, 14. december 2010.
PiraterDansk søfart står for en meget stor del af den danske samhandel med Indien, og der er mange indiske søfarende ansat på danske skibe. Ministrene var på mødet endvidere enige om at styrke samarbejdet om bekæmpelsen af pirateri, der udgør en alvorlig trussel mod international søfart.
Mødet med den indiske handels- og industriminister, A. Sharma, fokuserede på en konkret styrkelse af samhandlen mellem Indien og Danmark.
Fx vil der i de kommende år være et stadigt stigende behov for at forbedre den indiske infrastruktur, hvor der er et klart ønske fra den indiske regering om at udbyde en række store projekter, herunder også til udenlandske virksomheder.