23948sdkhjf

Søværnet vil angribe piratreder i land

Flere partier i Folketinget er åbne for forslag om en mere offensiv kurs over for somaliske pirater (Foto: US Navy/Joan E. Kretschmer).

Flere partier i Folketinget er åbne for forslag om en mere offensiv kurs over for somaliske pirater (Foto: US Navy/Joan E. Kretschmer).



Trods massiv international sømilitær tilstedeværelse i farvandet ud for Somalia, så har piraterne stadigt held til at kapre et betydeligt antal handelsskibe. Hovedproblemet for danske og andre krigsskibe er, at piraterne omtrent har ’helle’ i land i Somalia. Fraværet af såvel regering som ansvarlige myndigheder betyder, at piraterne har sikre baser i land på grund af de lovløse tilstande, der hersker i det borgerkrigshærgede land.

Derfor har kommandørkaptajn Steen Engelbrecht Pedersen, der var chef på flexfregatten Esbern Snare indtil besætningsskiftet kort før jul, forslået, at Søværnets Frømandskorps får lov til at udføre nålestiksoperationer mod piraternes baser på den Somaliske kyst, hvor man destruerer materiel, og bortsprænger brændstofdepoter og våben.

Esbern Snare og tidligere søsterskibet Absalon har ved flere lejligheder ’vist flaget’ ved at sejle tæt på den somaliske kyst i dagtimerne for at vise piraterne, hvad der venter ude bag horisonten. Her har man også ifølge nyhedsbreve fra Søværnets operative Kommando indsamlet efterretninger om piraternes baser.

Målrettede nålestiksangreb med specialstyrker vil styrke bekæmpelsen af piraterne væsentligt, lyder argumentet fra kommandørkaptanen.

- Det vil være et godt operativt værktøj, som samtidig vil betyde, at vi kan begynde at komme piraterne i forkøbet”, siger Steen Engelbrecht Pedersen til morgenavisen Jyllands-Posten.

Positiv politisk modtagelse

Flere partier i Folketinget er umiddelbart positive over for ideen.

- Jeg er meget villig til at give den tilladelse. Årsagen er, at Somalia er et land i anarki og totalt kaos, hvor den lokale regering ikke har mulighed for at opretholde lov og orden inden for eget territorium, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen ifølge Jyllands-Posten.

Forslaget modtages også positivt af forsvarsordførerne i Venstre og Socialdemokraterne.

John Dyrby Paulsen, Socialdemokraterne, erkender at det ikke uproblematisk at gennemfører operationer mod land, men mener, at der kan være situationer, hvor sådanne tiltag er nødvendige.

Udenrigsminister Lene Espersen er villigt til at drøfte en udvidelse af Søværnets mandat i forbindelse med piratjagten ud for Somalia, hvis Forsvaret anmoder om det.

Uønsket effekt

Internationale flådefartøjer har hidtil udvist betydelig tilbageholdenhed, når det gælder magtanvendelsen over for somaliske pirater. Det skyldes ikke bare hensynet til de søfolk, der er taget som gidsler i den aktuelle situation, men også frygten for at indlede en voldsspiral, der kan føre til mange flere døde civile søfolk, end de forholdsvis få, der har mistet livet hidtil.

(På billedet ses frømænd fra det danske orlogsskib Absalon under en øvelse i Adenbugten i februar 2009)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078