Stempel-løsning på vej
DSV i Horsens har fået opbakning fra skatteministeren til at komme ud af en ordning, der gør, at firmaet dagligt må køre til Århus for at få stemplet toldpapirer.
Det skriver Horsens Folkeblad.
- Vi er i tæt kontakt med Skat, og det ser ud, som om problemet bliver løst lige efter nytår, siger Ole Nielsen, DSV. Vi ved i dag, at DSV har langt det største problem. Vi er Danmarks største transportcenter, og det er os, der transporterer flest varer til og fra tredjelande - altså lande uden for EU.
Til de opgaver har DSV brug for tre forskellige certifikater. Og man arbejder med Skat på, at DSV får bemyndigelse til at udstede det ene stempel.
- To andre stempler arbejder man på at få en elektronisk løsning på, således at man elektronisk kan bede toldvæsenet i Århus om et stempel, hvorpå de så giver tilladelsen elektronisk, og vi så giver stemplet fysisk, forklarer Ole Nielsen.
Den løsning, man er på vej til at finde for speditionsfirmaerne i Horsens, bliver kopieret i Kolding og Herning. 1. januar forsvinder nemlig også muligheden for at få stemplet toldpapirer og certifikater i de byer, når toldvæsenet lukker lokale afdelinger dér.