Speditørindeks steg i december
Danske Markets ’European Freight Forwarding Index’ for december overrasker positivt efter svage tal i oktober og november.
Europæiske transportvirksomheder oplevede en stigning i godsvolumenerne i december. Danske Markets EFFI-indeks steg fra 56 i november til 59 i december. Dermed er den faldende tendens i oktober og november bremset, selv om der stadig er et stykke vej op til indeks i september, der lå lige under 70.
Den positive udvikling smitter også af på virksomhedernes forventninger til de kommende to måneder, hvor indeks er forbedret fra 54 til 57.
Det er landevejstransporten, der har trukket indeks opad, mens luftfragten fortsat er faldene. Udviklingen i volumenerne på søfragten er omtrent uændret.
Danske Markets analytikere påpeger, at det indeks den aktuelle godsvolumen ligger væsentligt under virksomhedernes egne forventninger for to måneder siden, hvor deres forventninger rakte til et indekstal på 63 mod 56. Men spændet mellem forventninger og realiseret omsætning er faktisk mindsket i forhold til november, så også her er der tale om en forbedring.
Danske Markets analytikere forventede i november, at markedet ville udvise en negativ udvikling i starten af 2011. Den overraskende positive udvikling i december betyder, at Danske Markets nu erkender, at der er en risiko for at spådommen fra november er forkert.
Danske Markets vil dog først revidere deres prognose for starten af 2011, hvis den positive udvikling i december fortsætter i januar.
DI-kommentar- Det er værd at hæfte sig ved, at der var stigninger i godsmængden i Europa gennem hele 2010, da indekset ikke har været under 50. Det svarer egentlig meget godt til de meldinger, vi har fået fra speditørerne, siger erhvervspolitisk konsulent i DI Transport Rune Noack, og uddyber:
- Vi har en forventning om, at 1. kvartal 2011 bliver lidt bedre end i 1. kvartal 2010, men meget afhænger af om de positive tendenser fra især Tyskland fortsætter.