Motorvejen er blevet farligere med overhalingsforbud
Overhalingsforbud skaber farligt trafikmønster, hvor personbiler skal klemme sig ind i de lange lastbilkolonner i højre spor, for at køre af motorvejen.
Overhalingsforbuddet for lastbiler på E45 på strækningen mellem Skærup og Stiling har medført lange kolonner af lastbiler i højre vognbane.
- Det gør det mere farligt at køre på motorvejen, udtaler vognmand Leif Hansen, Gedved til Horsens Folkeblad.
- Forbuddet virker ikke efter hensigten, lyder det fra Leif Hansen. Tværtimod.
- Det har ikke forandret noget som helst. Vi ligger nu en lang række lastbiler i højre vognbane og en lang række bilister i venstre vognbane, og min oplevelse er, at det er blevet mere farligt, fordi bilisterne drøner ind foran lastbilerne, når de skal køre af motorvejen. Folk kører helt op, hvor de skal af, maser sig ind mellem lastbiler, og det giver panikopbremsninger, siger Leif Hansen, der er arg modstander af overhalingsforbuddet.