Thy Ferries Cargo har lagt fra kaj i Hanstholm
Den nye fragtrute mellem Hanstholm og Kristiansand i Norge startede sejladsen i går eftermiddags.
Dermed har Hanstholm Havn nu atter fast fragtbetjening til og fra Norge. Men målet er på længere sigt, at opgradere fragtruten til en kombineret fragt- og passagerrute.
Ruten besejles med fragtfærge M/S Clare Express, der har en kapacitet på 756 lanemeter, hvilket svarer til omkring 50 lastvognstrailere.
Thy Ferries Cargos adm. direktør Kenneth Parmo Nielsen, er glad for at fragtruten endelig kommer i søen. Han vil dog ikke gætte på, hvornår det lykkedes at opgradere ruten til Ro/Pax-drift.
- Lad os nu lige kravle før vi kan gå. Det vil være useriøst af mig. Men målet er en rigtig passager-færge mellem Hanstholm og Kristiansand, siger Kenneth Parmo Nielsen til DR P4 MidtVest, skriver maritimedanmark.dk.