Ramsauer jagter nye indtægtskilder
Tyskland mangler 370 millioner euro i maut-kassen.
På den baggrund er transportminister Peter Ramsauer gået på jagt efter nye indtægtskilder, som skal lukke hullet efter de manglende mautindtægter. Tyskland havde forventet maut-indtægter i størrelsesorden 4,87 milliarder euro, men finanskrisens påvirkning kan stadig aflæses af 2010-tallene, hvor mautindtægterne ”kun” bliver på 4,5 milliarder euro.
I 2008 blev der kørt 27,6 milliarder maut-kilometer, i 2009 var det 24,4 milliarder kilometer og i 2010 vil tallet sandsynligvis ligge på 26 milliarder km. Desuden noterer den tyske regering, at flere miljøvenlige euro 5-køretøjer på vejene betyder færre indtægter, da de mest forurenende lastbiler også betaler mest i maut.
Også i fjor manglede der maut-indtægter i den tyske statskasse. Dengang ca. 685 millioner euro, så staten lige nu mangler en milliard euro fra de seneste to år.
Ramsauer lægger blandt andet op til flere offentlig-private-partnerskaber i forbindelse med kommende infrastruktur-projekter, for at imødegå den slunkne pengekasse.
Til gengæld kan Tyskland se frem til en fornyet maut-indsprøjtning, når 2000 kilometer tysk landevej i løbet af året også bliver omfattet af mautpligten for lastbiler.