23948sdkhjf

Motorring 3 klar før tid

Der er godt nyt til de 100.000 daglige bilister på Motorring 3.

Der er godt nyt til de 100.000 daglige bilister på Motorring 3.



Vejdirektoratets udvidelse af den vigtige motorvej vest om København bliver færdig et helt år hurtigere end ventet. Senest den 31. december åbner det ekstra kørespor, så der er tre smalle spor i hver retning.

Det komplicerede arbejde med at udvide motorvejen, mens trafikken har kørt ganske tæt på, er gået over al forventning. Hvor resten af M3 mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen har været åben siden 2008, havde Vejdirektoratet først planlagt at kunne åbne for den udsatte midterstrækning i slutningen af 2011. Men med en koncentreret indsats for at blive hurtigt færdig og et godt samarbejde med entreprenørerne, kommer M3 nu altså i mål et år hurtigere end ventet.

- Jeg synes, det er flot gået af Vejdirektoratet, som viser, at deres projektstyring bærer frugt. Og så er det jo en herlig nytårsgave til de trafikanter, der igennem lang tid har været plaget af køkørsel igennem den stærkt trafikerede flaskehals på midterstrækningen af M3, siger transportminister Hans Christian Schmidt.

Bilisterne får dog endnu ikke lov til at udnytte hele vejens bredde endnu. Der vil godt nok være 2x3 kørespor til rådighed, men de bliver lidt smallere end på resten af M3, så den højeste tilladte hastighed vil fortsat være 80 km/t.

Alligevel giver det fremkommeligheden på strækningen et gevaldigt løft, siger Niels Gottlieb, der er projektleder i Vejdirektoratet:

- Flaskehalsen med kun to kørespor midt på M3 vil nu være et overstået kapitel. Der er derfor ingen tvivl om, at dette markant vil ændre oplevelsen af at køre på M3. Særligt i myldretiderne vil bilisterne kunne mærke en stor forskel i forhold til den køkørsel, de har måttet leve med de sidste mange år.

Han opfordrer bilisterne til fortsat at være meget opmærksomme, selv om der nu er 2x3 spor på den 3,3 km lange strækning. Helt frem til sommeren 2011 vil der stadig blive arbejdet i midterrabatten og langs vejen.

Som det sidste vil den øverste støjdæmpende asfalt blive lagt på i skolernes sommerferie. Sommerens asfaltarbejde ventes at vare to måneder, hvorefter de 2x3 kørespor kan åbne i fuld bredde og 110 km/t.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063