GateHouse styrker indsatsen
Den nordjyske leverandør af flådestyringsløsninger til transport- og speditionsbranchen ansætter endnu en sælger.
GateHouse har pr. 1. december ansat Søren Danielsen som Sales Manager. Søren Danielsen har mange års erfaring inden for transport- og speditionsbranchen fra stillinger hos bl.a. DFDS, Unifeeder og DSV.
GateHouses flådestyringsløsning, ghTrack, er efter lanceringen i 2009 blevet godt modtaget på det danske marked, og GateHouse kigger derfor også uden for landets grænser. Udover at styrke salgsindsatsen i Danmark får Søren Danielsen således også ansvaret for at starte salg af ghTrack til udlandet.
- Vi er glade for at kunne styrke salget med en person med den transportfaglige side på plads. Vi har flere salgsforløb i gang både i Danmark og i udlandet, og vi forventer os meget af dette, siger administrerende direktør hos GateHouse, Michael Bondo Andersen.