Revision kritiserer jernbane-investeringer
EU kan få mere ud af investeringerne i jernbanenettet til gavn for EUs baneoperatører, hvis man vælger nogle bedre projekter at støtte.
Så hård er kritikken fra den Europæiske Revisionsret, der ligesom Rigsrevisionen i Danmark har til opgave at holde øje med brugen af EUs finansielle midler. Dansk Transport & Logistik bakker op om kritikken.
- Banetransporten for gods er en vigtig del af den samlede europæiske godstransport, og banegodsoperatørerne har i dag brug for nogle bedre vilkår at fungere på, bl.a. fordi banenettet ikke er tilstrækkeligt udbygget i Europa. Så meget desto mere er det vigtigt, at de investeringer, som EU foretager på banerne, er anbragt præcist og rigtigt, siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.
EUs investeringer i jernbaner har været rettet mod nogle prioriterede projekter, som blev besluttet for nogle år siden. Revisionsretten bemærker nu, at valget af de prioriterede jernbaneprojekter ikke har været truffet på basis af en analyse af nuværende og kommende efterspørgsel. Derfor kan det i virkeligheden ikke afgøres om EUs midler har været brugt på de rette jernbanestrækninger, hvor det giver mening, at EU støtter udviklingen.
Praktiske problemerRevisionsretten slår derfor også et slag for, at EU skulle tænke på at bruge sine midler på en lang række mere praktiske problemer, som er gældende på tværs af jernbanestrækningerne og som ikke i sig selv er knyttet til infrastruktur. Eksemplerne er bl.a.:
• Der er forskelle i tilladte tog længder, og det betyder, at togstammer ofte er kortere end egentlig nødvendigt. Dermed udnyttes kapaciteten ikke optimalt
• Forskelle i de nationale ”færdselsregler” for tog giver problemer ved grænseovergange
• Der er ingen effektiv gensidig anerkendelse af togvogne i medlemsstaterne – ligesom hvis en lastbil ikke kunne gøre frit i EU
• Der er i dag sprogkrav til togbesætning ved kørsel i flere lande. Men hvor mange sprog skal en besætning kunne, og ville det ikke være nok med fx engelsk?
• Manglende kendskab i medlemslandene til, hvor et tog befinder sig på et givet tidspunkt. Ofte bruger de ansvarlige almindelige telefoner eller e mails for at give oplysningerne til hinanden. Det medfører unødig trængsel og forsinkelser.
- Rapporten fra Revisionsretten bekræfter sådan set blot, hvad man har kunnet observere i lang tid: transport med tog af gods og passagerer over grænserne er problematisk. Det nye er, at Revisionsretten sætter spørgsmålstegn ved, om EUs investeringer er blevet brugt fornuftigt, siger Søren Hyldstrup Larsen.
- I en situation, hvor medlemslandene er rede til at pålægge yderligere afgifter på vejtransport, og hvor nogle politikere i EU mener, at indtægter derfra så skal bruges til at finansiere yderligere investeringer i jernbanerne, er Revisionsrettens rapport alvorlig læsning. For hvis EU bliver ved med at pumpe sine milliarder i jernbaner frem for også at investere i veje, ender vi blot i en skrue uden ende, hvor transport bliver dyrere og dyrere og mindre og mindre effektivt, fordi trængslen på EUs veje og jernbaner reelt ikke tackles, siger Larsen.