Indeks-fald ryster ikke branchen
European Freight Forwarding Index faldt i november, for anden måned i træk.
Danske Markets, som laver indekset, ser hovedproblemerne i luft- og søsegmenterne, hvor luft viser decideret tilbagegang i absolutte mængder i november. Vejgodstrafikken er ikke berørt.
En iagttager med trafik på Norden kommenterer overfor Danske Speditører indekset således:
”Generelt vil jeg mene vi har haft et billede af et højere aktivitetsniveau end det analysen giver udtryk for, men det kan naturligvis variere fra land til land og på trafikformer. På Norden har vi i Danmark haft en positiv udvikling stort set hele året, men forventer nok en vis stagnation her sidst på året. Forventningerne til det nye år er lidt blandede, men især på det svenske marked forventes en fortsat pæn aktivitet. På de øvrige markeder vil udviklingen sikkert være moderat.”
Direktør Martin Aabak, Danske Speditører, supplerer:
- Indekser over 50 betyder stadig vækst, og vi ser kun et enkelt indeks over faktiske mængder under dette niveau, nemlig luftfragt på 45. Det betyder, at der stadig væk er en vis fremgang. At fremgangen ikke er buldrende, men moderat, betyder, at vi har bedre mulighed for at fremskaffe den nødvendige kapacitet, siger Aabak.
Danske Markets har været i kontakt med kontaktkøbere som mener, at investeringsgodeindustrierne står bag nedgangen, mens byggeindustri og emballageindustri klarer sig bedre.