25,25 meters succes
Energiselskabet OK har gode erfaringer med modulvogntoget.
Selskabet OK har pt. kun ét modulvogntog, som selskabet forsøger sig frem med og det er et ganske specielt et:
- Vores er nemlig kun marginalt længere end et traditionelt vogntog på 18,75 meter. Desuden har vores den detalje, at bagkofangeren kan skubbes lidt ind og på den måde køre som almindeligt vogntog, fortæller Lars Mortensen, driftschef hos OK.
Modulvogntoget betyder, at det er billigere at køre olie ud.
- Vi får mere med på hver tur og får dermed en billigere kørsel. Hvis vi for eksempel kører et læs diesel fra Fredericia til Padborg falder omkostningen pr. m3 med godt 7 kr. Når vi holder det op imod en meget lille merpris for modulpåhængsvognen i forhold til en traditionel påhængsvogn plus en merpris for en lidt kraftigere motor, gør det modulvogntog til en god forretning, siger Mortensen.
Efter 1. juli 2011 er OK’s modulvogntog imidlertid ikke længere et modulvogntog i lovens forstand, da nye regler betyder, at vægtgrænserne for lastvogne og lastvogntog med almindelige længder bliver hævet. Den vægt, OK kører med i modulvogntoget, vil derefter ligge indenfor det tilladte for almindelige vogntog.