Konkurrenter haler ind på Maersk Line
MSC har øget kapaciteten på sin containerskibsflåde med næsten 23 procent i 2010, mens Maersk Line kun har øget kapaciteten med fire procent.
Maersk Line er med en samlet containerkapacitet på 2,13 millioner 20-fods containere (TEU) fortsat verdens største containerrederi. Men schweiziske MSC – der er det hurtigst voksende containerrederi - haler med en kapacitetsudvidelse på 22,7 procent, der bringer kapaciteten op på 1,83 mio. TEU, kraftigt ind på Marsk Line.
Det samme gør franske CMA CGM, der har øget kapaciteten med 17,4 procent til 1,21 mio TEU i år.
Det skriver den belgiske shippingavis LeLloyd i morgen fredag.
Avisen vurderer, at selv om placeringen blandt de tre største containerrederier forbliver uændret i en rum tid endnu, så vil spændet mellem de tre rederier fortsætte med at mindskes.