23948sdkhjf

Kørselsafgifterne er parkeret

Skatteministeren udsætter kørselsafgifter for lastbiler til 2013.

Skatteministeren udsætter kørselsafgifter for lastbiler til 2013.



Forleden meldte skatteminister Troels Lund Poulsen først ud, at planerne om at bilister skal betale en vejafgift - som afløser for registreringsafgiften – udsættes, og nu trækker skatteministeriet også i land i forhold til de 500 millioner kroner, som lastbiltransporten skulle have betalt i ekstra vejafgift fra næste år.

Skatteministeren har ikke taget vejafgiften af bordet, men konstaterer, at tidsplanen for kørselsafgifter for lastbilerne ikke kan holde.

- Vi bliver nødt til at gennemføre et mere gennemgående gennemsyn af projektets holdbarhed, inden det kan sendes i udbud. Vi ønsker ikke at introducere et system, som ikke fungerer fra dag ét, siger Troels Lund Poulsen.

DI Transport er tilfreds med udsættelsen.

- Endnu en gang viser teknologien sig at være udfordringen. Hertil kommer den åbenlyse udfordring, som knytter sig til det velkendte faktum, at kørselsafgifter er en ganske dyr måde at opkræve penge på, siger Michael Svane, direktør i DI Transport.

En lastbilsafgift kan derfor tidligst være på plads i 2013.

- I DI mener vi, at den seneste udsættelse bør føre til, at der nu foretages en samlet kortlægning af de teknologiske muligheder for en kørselsafgift. Vi ser meget gerne, at der foretages en vurdering af en fælles teknologi for alle køretøjskategorier. Vi har i erhvervstransporten ikke lyst til at være teknologiske forsøgsdyr for derefter at skulle skifte teknologi på ny, siger Michael Svane.

Teknologien langtfra klar

I Dansk Transport & Logistik hilses udsættelsen også med tilfredshed.

- Det er en klog beslutning, for det var indlysende for de fleste, at teknologien på nuværende tidspunkt er langt fra at være klar. På denne måde undgår regeringen endnu en dyr, langvarig it-sag på skatteborgernes regning. Var de blevet indført efter fx tysk model, så var der røget ca. en halv mia. kr. til anlæg, drift og administration af systemet – bare for at inddrive en ekstra skat på nogenlunde det samme beløb, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

Han påpeger også, at kørselsafgifter på lastbiler heller ikke er grønne, som de kaldes:

- Det har for lastbiler ingen adfærdsregulerende effekt, for varerne skal jo frem, og der er ikke reelle alternativer til lastbilerne. Så dem, der havde set frem til færre lastbiler og mindre trængsel, går alligevel ikke glip af noget. Kørselsafgifter kan derimod have en effekt på personbilerne, hvad angår trængsel og adfærd, siger Erik Østergaard.

Pro et contra

DTL har foreslået en forhøjelse af den allerede eksisterende vejbenyttelsesafgift samt diesel- og brændstofafgiften, for det vil spare de danske transportvirksomheder for tæt ved en milliard om året og sikre staten samme nettoprovenu i afgift.

Men højere brændstofafgifter er ifølge DI ikke et alternativ til kørselsafgifterne.

- Man skal passe meget på, hvad man ønsker sig op til jul, for man risikerer jo at få det. Det vil være uklogt, at tro man kan erstatte kørselsafgifter med højere brændstofafgifter, for man risikerer bare at få begge dele, siger erhvervspolitisk konsulent i DI Transport Rune Noack. Højere brændstofafgifter vil desuden øge grænsehandlen og give en konkurrencefordel til udenlandske køretøjer, der kan tanke på vejen ind i Danmark - så det er en dårlig løsning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063