Vejen og vandet
TØF og Asfaltindustrien holder konference om vej-infrastrukturens sårbarhed i forhold til klimaforandringer.
Frostskader om vinteren og oversvømmelser om sommeren. Hertil kommer efterfølgende asfaltarbejder til gene for trafikafviklingen. Klimaets betydning for vejinfrastrukturens er blevet særdeles synlig de seneste år.
Derfor holder Transportøkonomisk Forening (TØF) og Asfaltindustrien en fælles konference tirsdag den 18. januar hos Ernst & Young i Søborg.
Arrangørerne peger på, at gode transportmuligheder for gods og mennesker er en væsentlig forudsætning for udviklingen af samfundet. Høj driftsikkerhed for vejinfrastruktur er derfor den logistiske rygrad i det moderne samfund.
TØF og Asfaltindustrien vil med konferencen sætte fokus på vejinfrastrukturens robusthed og driftssikkerhed overfor klimapåvirkning. Hvad vi kan forvente fremover? Kan vi gøre noget ved det? Er vi forberedte i både stat og kommuner? Og hvad koster det?
Der er indlæg ved blandt andre Povl Frick, Energistyrelsen, direktør Martin Glarvig, Geomatic A/S, direktør Niels Buus Kristensen, DTU Transport, chefkonsulent, Knud Erik Andersen, Vejdirektoratet, formand Ib Doktor, Kommunalteknisk Chefforenings Vejafdeling, civilingeniør/hydrauliker Birgit Krogh Paludan, Greve Kommune, formand Torben Jørgensen, Roskilde Forsyning, adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark A/S, og divisionsdirektør Hans Martin Friis Møller, Grontmij | Carl Bro A/S.
Tilmelding kan ske - senest fredag den 14. januar - via webformularen i konferencekalenderen på www.toef.dk