Er Emiraterne på vej til København
Måske bliver det alvor i 2011 med Emirates i Danmark.
Emirates, det succesfulde arabiske luftfartsselskab med base i Dubai, har søgt om ”plads” i Københavns Lufthavn i form af såkaldte slot-tider. Står dette til troende, starter Emirates op mellem Dubai og København fra juni 2011 med daglige afgange med Airbus A330-200 fly.
- Det er for så vidt en teknikalitet for et luftfartsselskab at søge slottider i en lufthavn. Det er ikke ensbetydende med, at de rent faktisk i sidste ende udnytter disse tider, siger Frank Holton, chef for Airport Coordination Committee Denmark til Danmarks Transport-Tidende.
Det, der måske gør det realistisk at tro, at Emirates faktisk kommer til København denne gang er, at de søger tider ikke for et vanligt sommertrafikprogram, men fra en specifik dato i perioden. Og det er jo velkendt, at selskabet flere gange tidligere har været på nippet til at starte op på København.
Deadline for bekræftelse på ansøgning om slottider i en lufthavn udløber den 15. januar.
- Først da vil vi vide, om det er selskabets hensigt at åbne trafikken på København, siger Holton.