Finsk krangigant fortsætter opkøbsbølgen
Havator Transport AB har købt samtlige aktier i selskabet Trailer Consult i Östergötland AB.
Trailer Consult er etableret tilbage i 1960 og blev i 1977 overtaget af Kenneth Wall. Den årlige omsætning i Trailer Consult, der fokuserer på special- og sværgodstransport, ligger på 19 millioner svenske kroner og firmaet beskæftiger 11 medarbejdere, der fortsætter under de nye ejere. Handlen omfatter desuden 11 trækkende enheder.
Opkøbet kommer kun ganske kort tid efter at Havator Group overtog den svenske mobilkran- og sværgodstransportør BinSell i Uppsala.
De to virksomheder har samarbejdet gennem mange år.
- Vi har lang erfaring i samarbejdet med Havator. Jeg ser gode muligheder for at videreudvikle vores drift som en del af en stor gruppe, siger Kenneth Wall, der er adm. direktør for Trailer Consult.
Ifølge Havator Transports ledelse, styrker opkøbet yderligere selskabets position i Sverige og især i den østlige kystregion og region Norrköping.
- Opkøbet er et vigtigt skridt i udviklingen af specialtransportvirksomheden i Sverige og Havator Transports vækststrategi, siger Timo Riiho, der er administrerende direktør for Havator Transport.
Havator Transport AB er en del af Havator Group, som allerede har eksisterende aktiviteter i det sydlige Sverige i Uppsala, Nyköping, Norrköping, Linköping, Motala, Göteborg, Stenungsund og Sundsvall. Havators øvrige svenske aktiviteter er placeret i Örnsköldsvik, Umeå, Skellefteå, Piteå, Luleå, Kalix og Kiruna.
På billedet ses på Trailer Consult i gang med at transportere en stor olietank på havnen i Norrköping.