Tredje spor på Limfjordsmotorvej åbnet
Vejdirektoratet åbnede i nat det tredje spor på E45 nord for Limfjordstunnelen.
Natten til onsdag den 1. december fjernede vejarbejdere de sidste afspærringer og åbnede op for trafikken i tre spor fra Limfjordstunnelen og frem til motorvejskryds Vendsyssel.
På trods af den seneste uges sne, blæst og kulde er Vejdirektoratet dermed kommet i mål med det tredje motorvejsspor i nordgående retning på E45 lige nord for Limfjordstunnellen.
- Med det tredje spor kan trafikanterne nu få glæde af en mere glidende trafik, siger projektleder i Vejdirektoratet John Kjærsgaard:
- De trængselsproblemer, der har kendetegnet strækningen, vil være minimeret - og trafikanterne kan fra nu af komme hurtigere og nemmere frem. Jeg synes, det er en glædelig dag for Aalborg og omegn. Det er især om morgenen og om eftermiddagen, hvor der i flere år har været stort pres på vejen. Vi er derfor glade og stolte over at kunne give nordjyderne en tidlig julegave i år, siger John Kjærsgaard.
De tre spor får som de hidtidige to en hastighedsbegrænsning på 90 km/t
Kort vej – stor betydningSelv om den omkring to kilometer lange udvidelse af motorvejen ikke synes af meget sammenlignet med store nye motorvejsprojekter, er det alligevel en vejudvidelse af stor betydning. For med et trafiktal på omkring 56.000 biler i døgnet kan E45 ved Limfjordstunnellen sammenlignes med de mest trafikerede strækninger på det danske motorvejsnet.
- Vi bygger for trafikanterne. De skal have ordentlige forhold. Derfor har det været meget vigtigt for os at blive færdige så hurtigt som muligt,” understreger John Kjærsgaard.