23948sdkhjf

Politikontrol fanger flere ulovlige lastvogne

Politiet sigter næsten hver femte lastvognschauffør, der stoppes i vejkontroller, for overtrædelse af køre- og hviletid.

Politiet sigter næsten hver femte lastvognschauffør, der stoppes i vejkontroller, for overtrædelse af køre- og hviletid.



Væsentligt flere lastvognschauffører og vognmænd med sort samvittigehed går i dag i fælden, når politiet gennemfører kontroller end for få år siden. Hvor ordensmagten i hele 2007 sigtede godt 2800 lastvognschauffører for ulovligheder i forbindelse med vejkontroller, så er antallet steget til 3645 i de første 10 måneder i år, selv om antallet af kontroller angiveligt ikke er øget.

Dermed går det den forkerte vej med lovlydigheden i vejgodstransporten, selv om branchen er blevet pålagt strengere kontrol og højere bøder.

Det skriver Morgenavisen Jyllandsposten søndag.

Farlig kreativitet

Chaufførerne sigtes typisk for overtrædelser af køre- og hviletiden, snyd med den digitale fartskriver eller køreskiver.

- Hviletiden har stor betydning for chaufførens evne til at kunne føre køretøjet på fuldt betryggende måde. Det kan i sidste ende få alvorlige konsekvenser for færdselssikkerheden, siger lederen af Tungvognssektionen i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, politikommissær Frank Davidsen.

Han beretter om en uheldig og i værste fald farlig kreativitet i branchen, når det gælder om at manipulerer med fartskriveren – herunder manipulationer, der sætter lastvognens ABS-bremsesystem ud af kraft.

Den kedelige udvikling har affødt skarpe politiske reaktioner.

Magnus Heunicke, der er trafikordfører for Socialdemokraterne, betegner stigningen som alarmerende.

- Branchen har et problem, hvis den lader det fortsætte, udtaler Heunicke ifølge avisen.

I Venstre mener trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, at det er nødvendigt med mere politikontrol, hvis ulovlighederne skal bringes til ophør.

Teknologi og kontrol

I International Transport Danmark (ITD) erkender man, at udviklingen er problematisk. Men vognmandsorganisationen mener, at stigningen i antallet af sigtelser for overtrædelser af køre-hvile-tids-bestemmelserne, er i virkeligheden et udtryk for, at de målrettede initiativer, der allerede er taget imod snyderiet, har en effekt.

Selv om det ikke umiddelbart vækker begejstring, at antallet af sigtelser for overtrædelser af køre-hvile-tids-bestemmelserne stiger, kan man hos International Transport Danmark (ITD) godt finde positive tendenser under de på overfladen alarmerende nye tal fra Rigspolitiet.

- Enhver form for snyd er uacceptabelt og ukollegialt, og det har altid været vores holdning, at det skal bekæmpes, så vi kan konkurrere på ens og fair vilkår. Men når antallet af sigtelser nu stiger, er det vel først og fremmest et udtryk for, at kontrollen er blevet mere effektiv, og det er for os at se et skridt i den rigtige retning, selv om tallene desværre viser, at vi ikke er ved målstregen endnu, siger ITD’s formand Mogens Therkelsen.

ITD henviser til overgangen fra den mekaniske til den digitale takograf, der gør det langt lettere for politiet, at kontrollere om chaufføren har afholdt det lovpligtige hvil, som forklaring på, at langt flere chauffører ’går i fælden’.

- En forklaring på stigningen i antallet af sigtelser kan være, at den digitale tachograf bliver stadig mere udbredt og dermed gør det nemmere for myndighederne at konstatere selv små overtrædelser af bestemmelserne, siger Mogens Therkelsen.

Fra ITD’s side peger man dog på, at teknologien langt fra er fuldt udviklet, og at man således ser frem til, at den næste generation af digitalt overvågningsudstyr bliver indført. Det vil kræve en revidering af den nuværende EU-forordning, som allerede er påbegyndt og ventes gennemført i løbet af 2011.

- Ligesom vi arbejdede aktivt sammen med myndighederne og støttede indførelsen af den digitale tachograf, vil vi også gøre det i den videre udvikling af teknologien. Den første generation af teknologien har gjort det meget nemmere at opdage snyderiet – den næste skulle gerne stoppe hullerne og gøre snyderiet helt umuligt, siger Mogens Therkelsen.

Ord til handling

I Frie Danske Lastbilvognmænd hilser man mediernes interesse for snyderiet med køre- og hviletidsreglerne velkommen. Men de politiske udmeldinger om mere kontrol mødes med indgroet skepsis. I en kommentar til Magnus Heunickes og Kristian Pihl Lorentzens udmeldinger, skriver Preben Skjøth fra FDL:

”Det har vi efterhånden hørt nogle gange, men tiden er altså inde til, at politikerne for en gangs skyld – og omsider – omsætter ord i handling. Det er, som FDL gentagne gange har påpeget, ikke alene groft snyderi, men i høj grad også trafiksikkerheden, der sættes på spil. Lave fragtpriser er med til at øge snyderiet, men det er ingen undskyldning for at sætte lovene ud af spil.

Som FDL´s formand, Christian Jensen, adskillige gange har påpeget, er snyderi med magneter, fartskrivere med mere langt mere omfattende, end mange tror. Det er, som Christian Jensen også har sagt, ikke bare noget, der sker hos de små vognmænd, for også store, veletablerede virksomheder, som i medierne ofte nævnes som rigtigt gode eksempler på godt købmandskab og evnen til omstilling, kender alle fiduserne – og bruger dem. Det har FDL i flere omgange siden 2006, både skriftligt og mundtligt orienteret såvel de retspolitiske som trafikpolitiske ordførere om. Hvordan snyderiet kan komme bag på dem, er en gåde. FDL har sendt snesevis af veldokumenterede anmeldelser med bil- og cvr-numre til både politiet og Trafikstyrelsen, men der sker ikke andet, end at styrelsens medarbejdere via breve og telefonopkald søger at ordne sagen i stedet for på stedet at inddrage tilladelserne. Derfor håber FDL, at artiklerne i Jyllands-Posten får flere politikere og embedsfolk til at gøre noget ved problemerne.”

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.061