23948sdkhjf

Antallet af virksomheder med underskud fordoblet på et år

Årsregnskaberne viser, at andelen af virksomheder med underskud er steget til 27 procent i 2009, viser analyse fra PriceWaterhoueCoopers.

Årsregnskaberne viser, at andelen af virksomheder med underskud er steget til 27 procent i 2009, viser analyse fra PriceWaterhoueCoopers.



Selskabets ”Virksomhedsanalyse 2010” kortlægger den økonomiske situation for toppen af dansk erhvervsliv. Analysen er baseret på regnskaberne fra 640 af landets virksomheder med over 200 millioner kr. i omsætning.

Mere end hver fjerde af Danmarks største virksomheder tabte penge i 2009. Derimod har nu 37 procent af virksomhederne opnået et overskud og ser ud til at være kommet igennem krisen.

- Det er tydeligt, at krisens påvirkning af markedsvilkårene har ramt næsten alle brancher. Og dette stiller krav til ledelsens fokus på dyder som driftsoptimering, risikoreduktion og ikke mindst kundeforståelse, siger Bent Jørgensen, partner i PwC og virksomhedskriseekspert. Mange var ramt allerede i 2008 og måtte tage ekstra hårdt fat, men det er tydeligt, at resultaterne lader vente på sig. Hver syvende virksomhed tjener færre penge over de sidste tre år.

Positive tegn

Virksomhedsanalysen 2010 viser dog også, at andelen af virksomheder med jævn eller stigende overskudsgrad er steget til 37 procent mod 35 procent året før.

- Dette er med til at vise, at virksomhederne er delt i to grupper. Generelt kan det siges, at de store globale spillere klarer sig bedst. Det er de mindre virksomheder, der kun opererer på lokale markeder, eller som er underleverandører til de kriseramte industrier, der har det svært, siger Bent Jørgensen.

I alt indgår 20 brancher i analysen. Af brancheanalyserne fremgår det f.eks., at krisens vindere som helhed er medicinalindustrien og servicebranchen. Disse brancher markerer sig med en forbedret indtjening og førstnævnte også med stigende omsætning. Næsten alle andre brancher er ramt på toplinjen. Særligt bil- (-25 procent) og jern- & metalindustrien (-20 procent) samt rederibranchen (-19 procent) er mærket af en markant reduktion i omsætningen. Transportbranchen har lagt sig midt i feltet med en tilbagegang på ca. 10 procent

Indtjening berørt

Også indtjeningen er berørt. I enkelte brancher har over halvdelen af virksomhederne fået et negativt resultat. Dette gælder særligt i medie- & forlagsbranchen samt bilbranchen.

Her er transportbranchen placeret i den øverste fjerdedel: 35 procent af virksomhederne har ikke tjent penge – det er en fordobling i forhold til året før. Hos rederierne er det 33 procent af virksomhederne mod 12-13 procent i 2008.

- Den økonomiske tilbagegang i samfundsøkonomien er hovedårsagen til nedturen i virksomhederne, forklarer virksomhedskriseekspert Bent Jørgensen.

Gennemsnit

Den gennemsnitlige overskudsgrad faldt i næsten alle brancher. Transportbranchen og rederierne har dog stadig en overskudsgrad, der placerer dem i den bedste fjerdedel af PwC-virksomhedsanalysen. Rederiernes overskudsgrad faldt dog fra ca. 18 til 7 procent, mens transportbranchens overskudsgrad faldt med omkring et enkelt procentpoint til ca. 6.

Rederierne ligger også i toppen hvad angår branchernes soliditet (tredjeplads med knap 50 procent), mens transportbranchen er i bund-fjerdedelen med knap 30 procent.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063