Fjern sne og is på DTC
Danmarks Transport Center giver et bidrag til trafiksikkerheden i vinterføret.
Nu er der ingen undskyldning, for ikke at have skrabet sne og is af taget på sin lastvogn og tilhørende påhængskøretøjer, hvis man er i nærheden af DTC i Vejle.
Transportcenteret har nemlig allerede for et par uger siden fået sat en ny snebro op på Frostvej, hvor alle frit kan køre hen og skrabe sne og is af taget på sine køretøjer, så det ikke flyver af ude på vejen og rammer andre trafikanter.
– Det er en gratis service vi gerne yder for at være med til at højne trafiksikkerheden, blot skal chaufførerne selv medbringe en kost til at feje is og sne med, da de forsvinder lige så hurtigt som vi kan sætte dem op på snebroen, siger adm. direktør hos DTC, Henry Dyrlund til TTN.