23948sdkhjf

Løs trailer uden for varetægt

Teglsten væk: Rederi frifundet af Vestre Landsret for ansvar for tyveri af trailer på terminalområde.

Teglsten væk: Rederi frifundet af Vestre Landsret for ansvar for tyveri af trailer på terminalområde.



Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus

I sidste nummer af Danmarks Transporttidende omtalte jeg en sag, hvor en sag om relativt få penge havnede i Højesteret, som dømte et rederi til at betale erstatning til en speditør for en trailer, der efter at være ankommet med trailerfærge blev hensat på et indhegnet terminalområde i Aabenraa, hvor den forsvandt.

Jeg omtalte i samme forbindelse varetægtsansvaret i Sølovens § 274 og citerede bl.a. bestemmelsen med en bemærkning om, at spørgsmålet, om hvornår rederiets varetægtsansvar starter og slutter, kan præciseres i aftalegrundlaget, samt den måde samarbejdet mellem rederi og kunde praktiseres på.

Få dage før Højesterets dom afsagde Vestre Landsret dom i en sag med en række lighedspunkter, men med den ikke uvæsentlige forskel, at den pågældende trailer forsvandt allerede inden, den kom om bord på færgen.

Færgerederiet i denne sag indgik i december 2003 en samarbejdsaftale med en større speditør om bl.a. overførsel af trailere uden fører mellem to havne. Speditøren bestilte plads til en trailer, lastet med teglsten, til overførsel fra lastehavn til lossehavn i løbet af weekenden den 2. - 3. september 2006.

Traileren blev fredag eftermiddag af en af speditørens chauffører henstillet på sagsøgtes terminalområde i lastehavnen, men var forsvundet, da sagsøgeren ville hente den i lossehavnen mandag morgen. Traileren blev senere fundet tom i den del af landet, hvor lastehavnen er beliggende.

Speditørens forsikringsselskab udbetalte som ansvarsforsikrer for speditøren 48.003,89 kr. i erstatning for teglstene og fragt med fradrag af selvrisiko og sagsøgte rederiet sammen med speditøren, der ville have selvrisikoen og et mindre beløb på afsavnserstatning hjem også.

Flere tusinde trailere

Rederiet forestod årligt flere tusinde trailertransporter for speditøren, og i parternes samarbejdsaftale af 3. december 2003 var aftalt rater for sættevogne, vogntog og såkaldte løstrailere, der køres ombord og fra borde af rederiet. Priserne, der omfattede ombord- og ilandkørsel af trailere, afhænger af overførselstidspunktet. Om overførsel i weekender hedder det:

”På alle færgeafgange i weekender er prisen for sættevogne og vogntog ….

Hvis en løstrailer reserveres til en bestemt afgang i løbet af weekenden, er prisen ….

Hvis rederiet må disponere hvilken afgang, som benyttes til at overføre løstraileren i løbet af weekenden, så er prisen som oven for på afgangene kl. 05:30 og kl. 12:00 ….”

I aftalens punkt 4. Almindelige forretningsbetingelser, hed det:

”Udover nærværende aftale er vilkårene i [rederiets] ”Almindelige forretningsbetingelser” gældende mellem parterne. Forretningsbetingelserne er bilagt nærværende aftale og kan i øvrigt rekvireres hos [rederiet] --- I tilfælde af uoverensstemmelser mellem nærværende samarbejdsaftale og de alminde-lige forretningsbetingelser går nærværende samarbejdsaftale forud.”

I de ”almindelig forretningsbetingelser” hedder det bl.a.:

”1. Nærværende almindelige forretningsbetingelser gælder for enhver aftale om transport indgået med rederiet, uanset om der udstedes dokumenter om aftale eller ej. Medmindre andet særskilt aftales udstedes for persontransporter billetter og for godstransporter søfragtssedler.
2. Enhver transport udføres i henhold til dansk rets regler.
3. Rederiet begrænser sit ansvar mest muligt i overensstemmelse med sølovens til enhver tid gældende bestemmelser herom.
4. Rederiet kan ikke gøres ansvarlig for tab, direkte eller indirekte, herunder tab af indtægter ud over, hvad ufravigelige regler i søloven eller anden lovgivning foreskriver.
5. For så vidt angår gods anses dette først for overgivet i rederiets varetægt, når der af rederiet er udstedt søfragtbrev for transportøren
7. Generelt henstår gods på [rederiets] områder for godsejerens risiko, som derfor opfordres til at sikre godset på bedst mulig måde.”
Kun billetter

Det blev oplyst under sagen, at rederiet rent faktisk ikke udsteder søfragtbreve, men kun billetter, der købes ved indkørslen til terminalområdet. Billetten indeholder oplysning om den afgang, der ønskes benyttet, check-in tidspunktet, et registreringsnummer, aftalenummer og kundens navn, samt om der er tale om ”løs trailer”.

Om den konkrete transport er det oplyst, at traileren var lastet med vingeteglsten og tilbehør til 3 forskellige kunder med en totalvægt på ca. 28 tons. Den billet, der har været benyttet, er bortkommet.

Speditøren blev faktureret den 15. september 2006 for overførslen. Af fakturaen fremgår, at traileren blev overført den 3. september 2006 kl. 10.00, og der er i fakturaen en henvisning til billetnummeret og registreringsnummer (126). Det er oplyst, at faktureringen alene er sket på grundlag af billetkøbet.

Der foretages ikke af rederiet nogen registrering af de trailere, der faktisk overføres.

Tyveriet blev anmeldt til politiet som forøvet fra rederiets terminal i lossehavnen, men traileren blev senere fundet i en anden ende af landet, og parterne var enige om, at tyveriet må være foregået fra terminalen i lastehavnen.

Rederiet tilbød i brev af 4. oktober 2007 at betale sølovens begrænsningsbeløb på 667 SDR, svarende til 5452,70 kr., jf. sølovens § 280 og § 281, til fuld og endelig afgørelse af sagen. Tilbuddet blev ikke accepteret.

Chaufføren

Chaufføren forklarede i byretten, at han i to år har været chauffør hos speditøren. Han kan huske, at han hentede traileren med teglsten, og at han sidst på eftermiddagen en fredag kom til rederiets terminalområde.

Han meldte sin ankomst i billetlugen og fik at vide, hvor han skulle henstille traileren. Der er en bom ved billetlugen, som åbnes med billetten. Han parkerede traileren det anviste sted, koblede af, ordnede papirer og sendte billetten til speditøren.

Han kørte derefter fra pladsen alene med trækkeren. Hvis en trailer sættes af på et andet tidspunkt end op til en weekend, skal den afsted samme dag. Der er fri udkørsel fra terminalområdet, så han kunne i princippet være kørt med traileren.

Traileren bliver dog scannet og damen i billetlugen kan ved hjælpe af et kamera se traileren og aflæse dens registreringsnummer og trailerens nummer. Traileren var på forhånd booket af speditøren. Der er kameraovervågning på terminalområdet.

Terminalchefen

Terminalchefen hos rederiet forklarede i retten, at rederiet kun betaler for skader, der er opstået i forbindelse med håndteringen af trailerne, dvs. ombordkørsel og kørsel fra borde.

Rederiet betaler ikke, hvis andre har forvoldt en skade på en trailer, f.eks. i forbindelse med parkering i terminalområdet. Det sker jævnligt, at en trailer bliver brudt op, f.eks. ved at skære en presenning op. Der har aldrig været rejst krav mod rederiet i den anledning. Alle, der har rejst spørgsmålet om ansvaret/risikoen for trailerne, har accepteret, at risikoen er trailer-ejerens.

Terminalområdet er ikke indhegnet eller på anden måde lukket af. Der bliver taget 8-9 billeder af trailerne, når de hensættes på pladsen. Billederne gemmes et par måneder.

Overførte trailere kan hentes uden videre. Bommen ved billetlugen kan åbnes ved tryk på en knap, der kan nås fra førersædet. Der er nu overvågningskameraer på pladsen, men det var der ikke på det tidspunkt, da den konkrete trailer forsvandt.

Hvis billetkontoret ikke er åbent, når en chauffør ankommer til terminalområdet, kan chaufføren i stedet for at købe en billet udfylde en formular, som kastes i en postkasse. Det sker tit, at traileren - uhjemlet - henstilles på havneområdet, selv om de ikke skal med færgen.

Det er indskærpet over for vognmændene, at det må man ikke. Billetprisen omfatter kun en bekræftelse på pladsbestillingen. Der er ingen kontrol af trailerne, der bliver parkeret i en opmarchbås, eller når de køres ombord.

Alle weekendtrailere bliver booket til søndag kl. 15.00, men rederiet vælger selv den konkrete afgang. Faktureringen af kunden sker på grundlag af bookingsystemet. Ved lastning af færgerne tælles trailerne, men der sker ingen anden kontrol eller registrering. Farligt gods håndteres anderledes.

Klar ansvarsfraskrivelse

Byretten henviste til rederiets almindelige forretningsbetingelser, hvor rederiet klart havde fraskrevet sig ansvaret for tyveri af eller fra en såkaldt løstrailer, der er henstillet i en opmarchbås med henblik på overførsel i løbet af en weekend efter rederiets valg.

Der var for transporten ikke udstedt konnossement eller søfragtbrev, hvori rederiet har kvitteret for modtagelsen af godset. Den billet, der er udstedt i forbindelse med check-in af traileren, kunne efter byrettens opfattelse efter sit indhold ikke sidestilles med et konnossement eller søfragtbrev, da billetten alene har karakter af en bekræftelse på booking (til en bestemt pris), men ikke en anerkendelse af godsets modtagelse.

Hertil kommer, at rederiet ikke på anden måde har påtaget sig at opbevare godset (trailerens) bortkomst.

Der var derfor ikke grundlag for at antage, at traileren er kommet i rederiets varetægt på noget tidligere tidspunkt end det, hvor traileren af rederiets folk trækkes om bord, jf. sølovens § 274, stk. 2, jf. stk. 1. Da speditøren ikke havde godtgjort, at tyveriet var sket efter dette tidspunkt, var rederiet således ikke ansvarlig for tyveriet af traileren, og rederiets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge.

Sagen anket

Forsikringsselskabet og speditøren ankede sagen til Vestre Landsret og også her var parterne enige om, at tyveriet af traileren er foregået i lastehavnen.

Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at speditørens chauffør sidst på eftermiddagen fredag den 1. september 2006 ankom til rederiets terminalområde, meldte sin ankomst ved billetlugen, fik scannet og fotograferet traileren, samt henstillede traileren på den anviste plads med henblik på senere overførsel.

Efter det oplyste om parternes aftalegrundlag og den praksis, som parterne havde fulgt ved den faktiske håndtering af trailerne, herunder henstilling af ”løs trailer” på det frit tilgængelige terminalområde før søtransporten, blev det det endvidere lagt til grund, at rederiets ansatte ikke havde beskæftiget sig med traileren, før den skulle trækkes om bord. Den omstændighed, at der var sket udstedelse af billet, anvisning af plads i opmarchbås og fotografering af traileren kunne efter landsrettens opfattelse ikke statuere modtagelse af godset.

Det tiltrådtes herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, at rederiet ikke havde haft traileren i sin varetægt efter sølovens § 274, stk. 1 og 1, da den blev stjålet, og landsretten stadfæstede herefter dommen.

Med andre ord lagde landsretten vægt på det aftalegrundlag, rederiet havde fået udviklet til supplering af sølovens varetægtsregel, og på den måde aftalen var praktiseret på inden tyveriet. Dommen er dermed en yderligere under budskabet i overskriften til artiklen i sidste nummer af DTT: ”Check fragtaftalen”.

Det havde man gjort i dette rederi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094