Airport-adresse i København
Skifter side: Haugsted kommer nu airside i Københavns Lufthavn.
Af Herbert Nielsen
1. marts 2011 skifter airline trucking-firmaet Haugsted AirCargo Services adresse. Og det betyder flytning af alle aktiviteter fra Kirstinehøj til Københavns Lufthavn – nærmere bestemt til et område, lejet hos Worldwide Flight Services, der jo er i fuld gang med at bygge sin anden terminal i det østlige fragtområde.
- Vi regner med, at alle medarbejdere og vores håndtering er flyttet til den nye adresse på denne dato, siger Peter Nygaard, Haugsted operations manager.
- I dette nye set-up lægger vi al fysisk håndtering af godset over til WFS, og alle vore egne ressourcer bliver så dedikeret til at styre, koordinere og operere det store netværk af road feeder services i form af trucks med luftgods mellem skandinaviske og kontinentale lufthavne.
Og det er en ganske betragtelig trafik, der genereres i Haugsted-netværket: Mellem 70 og 90 nordgående truckafgange ugentligt samt omkring 50 ugentlige ankommende trucks fra nord foruden omkring 60 ugentlige indgående trucks fra syd.
- Dermed har vi i alt omkring 175 ugentlige truck-operationer, der styres af 19 medarbejdere på vores kontor her i København, siger Peter Nygaard.
Haugsted har udover kontoret i København også kontor i Billund Lufthavn samt i Oslo.
Flytningen betyder, at Haugsted nu kommer airside i Københavns Lufthavn. Og dermed sættes samtidig en holdbar prop i den diskussion, der har foregået gennem mange år omkring de sikkerhedsmæssige forhold ved en off-airport transportør og den uklarhed, der dermed kan opstå om det transporterede gods’ status for overførsel til fly.