Speditører med grøn profil
Effektivitet, økonomi og bæredygtighed går hånd i hånd, mener direktør Jens Hansen.
Det er hverken raketvidenskab eller hokus pokus - tingene følges bare ad: Når effektiviteten i en transport er i top, så følger både økonomien med for vognmanden og transportens kulør skifter til grønt.
Så enkelt er det ifølge Jens Hansen, direktør i speditionsvirksomheden Otto Hansen A/S, Vejle, der betragter bæredygtighed som en ”fornuftig tilgang til tingene”.
- Det gode er, at sund økonomi og bæredygtighed ikke er modsætninger – de går hånd i hånd og det er en god sidegevinst at få, siger Jens Hansen.
Endnu er det ikke kunderne, der presser på for at få den gode miljøløsning.
- Den grønne samvittighed er ikke en realitet mange steder endnu. Når kunder skal have to paller sendt til Oberhausen, så spørger de først og fremmest til prisen, understreger speditøren. Det kan godt være de store virksomheder er gået ind i miljøarbejdet, men de fleste små og mellemstore virksomheder spørger ikke til miljøet.
Svenske kravUndtagelsen er Otto Hansens A/S’ større svenske kunder.
- De spørger til, hvilke biler vi kører med, hvad vi gør for miljøet, hvordan vi laver vores udregninger og de ønsker både tilbagemeldinger og statistik, påpeger Vejle-speditøren. De svenske virksomheder er gennemsyret af en miljøtankegang, men det er typisk de store virksomheder, der går forrest.
Jens Hansen tror dog, at de ”miljørigtige holdninger” med tiden vil smitte af på transportkøberne.
- Lige nu er alle sammen optagede af at komme ovenpå efter finanskrisen, der har stillet de grønne tanker i skyggen – men det kommer igen, siger Jens Hansen, der tror at mange kunder på sigt ønsker en grønnere profil.
Læs mere om Jens Hansens og andre speditørers holdning til miljø og bæredygtighed i Danmarks Transport-Tidendes tillæg ”Bæredygtig Transport & Logistik 2011 – The Green Way”. Magasinet er gratis (du betaler kun porto) og kan rekvireres hos Edel Jensen, tlf. 7310 0506 eller på mail edel.jensen@transporttidende.com