23948sdkhjf

Vælteulykker kan forhindres

Shell Chemicals og Bertocco har udviklet et system, som reducerer risikoen for vælteulykker med lastbiler.

Shell Chemicals og Bertocco har udviklet et system, som reducerer risikoen for vælteulykker med lastbiler.



Derfor modtog de to virksomheder EuroTra Safety and Innovation Award 2010. Prisen uddeles en gang om året af The European Transport Training Association (EuroTra) i samarbejde med Volvo Trucks.

- Sikkerhed er en af Volvo Trucks’ kerneværdier. Derfor ønsker vi at belønne gode idéer, som kan bidrage til at højne trafiksikkerheden. Dette års prismodtagere har opfundet en enkel og smart løsning, som løser et vitalt behov, siger Carl Johan Almqvist, ansvarlig for trafik- og produktsikkerhed hos Volvo Trucks og medlem af EuroTra juryen.

Systemet er først og fremmest udviklet til tanktrailere, men kan i princippet anvendes til alle typer af transport med lastvogn og trailer. Det består af en sensor på trailerens bagaksel og en modtager i førerhuset.

Sensoren registrerer trailerens sideværts bevægelser og adviserer chaufføren med lyd- og lyssignaler, hvis køretøjet opfører sig unormalt, og der er risiko for, at det vælter.

Eftermontering

Systemet er enkelt og kan for et lille beløb monteres på eksisterende lastvogne. Det er desuden meget let at anvende til undervisningsbrug for at øge chaufførens forståelse for, hvordan vælteulykker kan undgås.

- I nyere lastvogne, som har ESP, får man en advarsel, når en vælte- eller udskridningssituation opstår samtidig med at bremserne på kontrolleret vis aktiveres og forhindrer en ulykke, forklarer Carl Johan Almqvist. Men for ældre lastvogne er dette system et rigtig godt alternativ.

EuroTra er et internationalt netværk af uddannelsesorganisationer inden for transport- og logistikbranchen.

Volvos ESP-System

På nyere lastbiler findes allerede Volvos stabiliseringssystem ESP (Electronic Stability Program), som ved hjælp af et antal sensorer registrerer chaufførens bevægelser og lastvognens opførsel på vejbanen. Systemet registrerer blandt andet graden af over- eller understyring, hjulhastigheden og pludselige retningsændringer. Baseret på disse informationer kan ESP beregne, om der er risiko for at køretøjet vælter. Systemet kan også modvirke saksebevægelser eller udskridning ved at bremse på et eller flere hjul for at bibeholde stabiliteten.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063