El-lastbiler i distributionen
Tyske Meyer & Meyer får ombygget to MAN TGL til elektrisk drift.
Dieselmotor, gearkasse mm. bygges ud af lastbilerne og erstattes i stedet af en el-motor og batterier. Det er det hollandske firma AGV, der skal ombygge lastbilerne for speditionsfirmaet i Osnabrück.
Lastbilerne skal bruges til distribution mellem Meyer & Meyers distributionscenter i Potsdam og Berlin. Selskabet distribuerer blandt andet tekstiler/tøj til kæden C&A og det vil fremover kunne gøres om natten uden larm og stort set uden emissioner. Køretøjerne kan køre mellem 120-220 km pr. opladning.
Meyer & Meyer investerer selv en halv million euro i projektet, mens den anden halvdel betales af den tyske stats pulje til E-Mobility i forsøgsområdet Berlin/Potsdam.