Flere udenlandske overtrædelser
Udenlandske chauffører fylder mere i politiets statistik.
Udenlandske chauffører fylder mere og mere i politiets statistik. De viser nye tal fra Rigspolitiets Færdselsafdeling for 2008-2010. Når politiet gennemfører færdselskontroller, holder de nemlig også styr med hvilken nationalitet chaufføren har.
I 2008 stod udenlandske chauffører for 5,7 procent af rapporterne, i 2009 for 10,1 procent og i år frem til 22. oktober, har udenlandske chauffører stået for 12,6 procent af politirapporterne.
Reelt er de udenlandske chaufførers andel dog endnu højere, idet mange danske chauffører også ryger ind i ganske normale trafikkontroller i byer og landeveje. Således er der i 2010 kun henholdsvis 8 og 6 udenlandske chauffører, der er blevet taget for at tale i mobiltelefon eller at køre uden sele, mens der er henholdsvis 340 og 336 danske chauffører. Også hvad hastighedskontroller angår, er den udenlandske andel lav (24 ud af 245), fordi disse ofte foregår i byer og på landeveje.
Den reelle andel af udenlandske overtrædelser findes måske snarere på køre-/hviletidsområdet, hvor 256 af 1099 overtrædelser går på kontoen af udenlandske chauffører. Samme forhold gør sig gældende ved fejlbrug af kontrolapparatet (93 ud af 547).
FDL-kritikI en kommentar til statistikken, siger Frie Danske Lastbilvognmænd, at statistikken er ”et lyspunkt”.
- De faktiske tal tvinger nu politiet til at kalde tingene ved rette navn. Når vi hele tiden har hævdet, at udlændingene slap for let, og at kontrollen med dem ikke har været god nok, var det ikke et udtryk for brødnid, men derimod et ønske om en fair behandling, påpeger FDL. Det har meget ofte irriteret bl.a. FDL-medlemmer at se, hvordan udlændingene kunne slippe af sted med deres ulovligheder. Selv i tilfælde, hvor FDL, som den seriøse organisation, vi er, over for myndighederne har gjort opmærksom på de ulovlige forhold, er der talrige eksempler på, at der ikke er sket noget som helst.
- FDL ønsker afgjort ikke en heksejagt på de udenlandske konkurrenter, men vi forlanger fairplay, og det indebærer, at kontrollen også omfatter udenlandske køretøjer. Både dem, der ejes af danskere med firmaer i udlandet og dem, der er de reelle udenlandske vognmænd og chauffører, skriver FDL, der ønsker strammere kontrol med blandt andet udenlandske lastbilers cabotage-kørsel.