Katastrofale år
Drøje hug til både kørsels-rekvirenter og myndigheder på FDL-medlemsmøde i Vejle.
- Vi kan i år, ligesom sidste år, desværre konstatere, at vores branche gennemlever, hvad man uden overdrivelse kan kalde katastrofale år.
Det fastslog formanden for Frie Danske Lastbilvognmænd, FDL, Christian Jensen, da brancheorganisationen lørdag afholdt medlemsmøde på Gateway E45 ved Vejle..
- Når vores branche i tidligere år, eller i gamle dage, havde dårlige år, var det jo fordi der bare ikke var arbejde nok til alle. Sådan er det jo i realiteten ikke i helt i dag, fortsatte Christian Jensen.
- For nok kan vi konstatere, - at vi ikke har nok at køre med. Men det er jo ikke fordi der ikke er gods at køre med. Overordnet er der gods nok at køre med. For entreprenør/anlægssektorens vognmænd er det jo mere reelt manglende opgaver i sektoren, der presser branchens vognmænd og deres ordregivere, entreprenørerne. Men for den efterhånden største del af vore kollegers vedkommende, enten de er medlemmer her eller andre steder, - eller måske slet ikke medlem nogen steder, ja så er det helt nye konkurrence-forhold og strukturer, der sætter dagsordenen for den enkeltes udkomme- eller mangel på samme. Den hverdag, som selvkørende og vognmænd med overenskomstlønnede chauffører, har det ikke stort bedre, end de trælleforhold, som hovbønderne slap ud af for 200 år siden, sagde Christian Jensen.
Han gav de store speditørers ensidige fokus på at levere transporten så billigt som muligt til de store transportkøbere, en stor andel af ansvaret for tingenes tilstand i vognmandsbranchen.
Christian Jensen kritiserer blandt andre DSV for på den ene side, at fortælle offentligheden, at indtjeningen er for svag til opkøb, når selskabet samtidig opjusterer forventningerne til årets resultat.
- Næste dag udsteder man krav til vognmændene, at de skal investere 60.000 kr. til et partikelfilter. Det gør de, vel vidende at alle vognmænd, de har entreret sig med, end ikke får en kostpris, hvori der er indregnet en overenskomstmæssig løn til chaufførerne, sagde Christian Jensen.
ØstchaufførerHan betegnede aflønningen af og arbejdsvilkårene for de udenlandske chauffører, der har udkonkurreret deres danske kollegaer, som ussel.
- Tyverier og anden tuskhandel beviser jo, at de får ikke til livets ophold ved deres trælleri for kørsels-rekvirenterne. Strategien med de usle kår for udlændingene, bruges også som middel til at føre de det samme hoveri over for danske transportudøvere. Det er i al sin enkelhed ganske usmageligt.
Christian Jensen mener, at lønpresset fra østeuropæiske chauffører vil aftage i løbet af nogle år i takt med at levestandarden i østchaufførernes hjemlande stiger.
- Der er jo ingen mennesker, heller ikke dem fra Østeuropa, der frister en sådan tilværelse af lyst. Og bliver det bare tilnærmelsesvis muligt, så vil de nu nok hellere primært være i deres hjemland.
DumpekarakterFDL’s formand rettede også en besk kritik mod de danske myndigheder passivitet, når det gælder om at håndhæve de mange love og regler, der tynger den danske vognmandsbranche.
- Vores stadige kamp mod myndighederne, for at få bare den mindste lydhørhed og resultat af vore anmeldelser og observationer om ulovligheder, er jo i al sin enkelthed uartig. Var det almindelige konklusioner, der skulle lægges til grund for vurdering af både politiet og Trafikstyrelsens resultater, så måtte karakteren uvægerligt ende på et ’ikke bestået’. Vi kan så stille spørgsmålet, om det er evnen eller viljen, der mangler. Realistisk set er det nok begge dele. Vi kan blot konstatere, at det er næsten håbløst at nå til noget som helst resultat, og det, uanset hvor mange veldokumenterede enkeltheder vi fremsender, ikke sker ret meget andet end indholdsløse svar. Efter FDL´s opfattelse, er de bogstavelig talt helt og aldeles inkompetente til deres job, sagde Christian Jensen.