Samarbejde på USA og Norden
Blue Water Shipping A/S og SBS Worldwide har indgået et agentsamarbejde på alle sø- og luftfragtaktiviteter mellem USA og Norden på industrigods.
Samarbejdet styrke de to virksomheders globale netværk, så der også fremadrettet kan tilbydes konkurrencedygtige transport- og logistikløsninger understøttet af en stærk repræsentation i henholdsvis USA og Norden.
Blue Water vil fremover repræsentere SBS Worldwide i Norden, ligesom SBS Worldwide vil repræsentere Blue Water i USA.
- Vore muligheder og dækning i USA øges væsentligt, og vi vil kunne tilbyde en bredere palet af supply chain management løsninger - fødevarelogistik, sø/luft, returtransport, distribution og andre tillægsydelser, lyder det fra Blue Water i Esbjerg.
I fremtiden vil Blue Waters fire egne kontorer i USA - New York, Los Angeles, Houston og Fort Lauderdale - udelukkende håndtere selskabets mange aktiviteter inden for projektgods, vindmølletransporter, olie & gas, krydstogtlogistik samt kontrakter for det Danske Forsvar.
Aftalen mellem de to virksomheder blev markeret ved et besøg hos SBS, Edison, New Jersey, hvor Jesper Hansen og Dan Nissen fra Blue Water Danmark mødtes med Carsten Ladefoged og Lars Kloch, SBS og (forrest) Victor Sapp, Blue Water New York, samt Kelly Delle Fave og Barbara Belli, SBS.