Livsfarlig luftforurening
Bagageportører og andre medarbejdere i Københavns Lufthavn indånder daglig sundhedsskadelige partikler.
Det skriver Politiken fredag på baggrund af en endnu ikke offentliggjort rapport.
- Medarbejderne ved flyene i Københavns Lufthavne indånder op til 10 gange så mange af de særlig sundhedsskadelige ultrafine partikler, som hvis de arbejdede midt på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden, siger Kåre Press-Kristensen, der er ekspert i luftforurening ved Det Økologiske Råd, til Politiken, mens han henviser til en af Danmarks mest trafikerede veje.
Fagforeningerne med medlemmer i lufthavnen vurderer, at op mod 6000 mennesker er i kontakt med partikelforureningen på deres arbejdsplads, og faglig sekretær i 3F Kastrup Lars Brogaard er rystet:
- Det er ikke længere nok at holde møder og snakke i rundkreds. Jeg vil afkræve lufthavnen en handlingsplan for, hvad man gør ved det her, siger han til Politiken fredag.
Københavns Lufthavne venter foreløbig på målinger, der kan vise, hvor meget forurening der kommer fra henholdsvis fly og dieseldrevne køretøjer.
- Hvis der er en kobling mellem det arbejdsmiljø, vi har her, og risikoen for at få kræft, så tager vi det selvfølgelig yderst alvorligt, siger Michael Løve, driftsdirektør i Københavns Lufthavne, til Politiken