SAS tog et dyk
Luftfartsselskabet har positive tal for driften, men ender alligevel med minus.
Indtjeningen før udgifter til engangsposter var på 387 mio. svenske kr., men det blev ødelagt af ekstraordinære udgifter for over en milliard svenske kr. til blandt andet omstrukturering, retslige tvister (den netop afsluttede kartelsag) og andre tab.
Tredje kvartal endte således med et underskud på over en milliard svenske kr.
Fungerende topchef i SAS, John Dueholm, holder fast i den underliggende forbedring af driften i SAS og peger på et øget potentiale i spareplanen Core SAS.
Medvirkende til kvartalets store underskud er bl.a. den kartelbøde på 70 millioner euro, som SAS forleden blev idømt af EU-Kommissionen. Derudover har flyselskabets Cargo-division indgået forlig i USA i en sag, der endte med tab på 104 mio. svenske kroner, mens et udestående med konkurrenten Norwegian er endt med at koste SAS over 200 mio. svenske kr.
SAS ankerLuftfartsselskabet mener i øvrigt ikke, det har gjort noget forkert og anker derfor EU-bøden på 523 mio. kr. Men regningen skal betales nu og det kan tage år, før den halve milliard eventuel kommer tilbage i kassen.
I alt har EU-Kommissionen tildelt bøder på tilsammen 800 millioner euro til 11 luftfartsselskaber. EU-Kommissionen mener, at SAS har lavet ulovlige prisaftaler med flere flyselskaber verden over i tidsrummet 1999-2006, hvor SAS Cargos kontorer i København blev ransaget af politiet og konkurrencemyndighederne.
Air France fik den største bøde på 183 millioner euro, mens EU-Kommissionen oplyser, at den har forøget SAS' bøde med 50 procent, fordi selskabet tidligere har taget del i ulovlige kartelaftaler. Det skete tilbage i 2001, hvor SAS og Mærsk Air blev straffet for at fordele danske flyruter mellem sig.
- Det er beklageligt, at så mange store flyselskaber koordinerer deres priser til skade for europæiske virksomheder og europæiske forbrugere, sagde EU's konkurrencekommissær, Joaquin Almunia.