Scania Biler satser på Motorgården
Den seneste tids rygter omkring en eventuel lukning eller flytning af Motorgården i Silkeborg har ikke noget på sig.
Motorgården er autoriseret Scania-forhandler, Scania Biler A/S’ afdeling for chassisopretning, opbygning og specialopgaver. Som følge af afmatningen i lastbilbranchen de seneste par år har aktivitetsniveauet været vigende, men det er ikke udtryk for, at virksomheden er under afvikling – tvært imod.
- Det er vigtigt, at vi bevarer og styrker Motorgårdens mange kunderelationer, som for nogens vedkommende går flere årtier tilbage, siger Scania Bilers servicedirektør Jens Egeskov. Motorgårdens kunder er vigtige for Scania Biler – både de små og de store. Blandt de mest trofaste kunder er forsikringsselskaberne, der ved skader ser store fordele ved at oprette og reparere de ofte komplicerede og meget dyre køretøjer. Det samme gør vognmænd og transportvirksomheder, der opnår mærkbare fordele ved at få skadede køretøjer hurtigt tilbage på landevejen i stedet for at vente på indkøb, opbygning og tilpasning af nyt transportmateriel, fastslår Jens Egeskov.
Ekspertise og knowhowScania Biler ønsker at fastholde og udbygge den ekspertise og knowhow, som Motorgården i Silkeborg er kendt for - også langt ud over kommunegrænsen. Det gælder ikke mindst på hydraulik-området, hvor Motorgården supplerer Scania Bilers øvrige kran- og opbygningsaktiviteter i bl.a. Silkeborg, Århus og Vojens.
- Vi er naturligvis parate til at øge aktivitetsniveauet på Motorgården i takt med den stigende efterspørgsel, som der heldigvis er tegn på i branchen. Vi er desuden overbeviste om, at vores kunder også fremover vil værdsætte den ekspertise og service, som Motorgården altid har været kendt for, siger Jens Egeskov.
Blandt de opgaver, som Motorgården især har specialiseret sig i, er alle former for opretninger af lastbil- og trailerchassiser, tippe- og hejselad, trucktårne, læsseudstyr, sneplove m.m. Samtidig har virksomheden stor erfaring i chassisforkortelser og – forlængelser, kranforstærkninger, akselmontering samt styretøjs-udmåling og – justering, sporing mv.
I spidsen for Motorgården står afdelingsleder Knud Hedegaard, der har mere end 25 års erfaring med komplicerede opretninger og opbygninger. Motorgården beskæftiger i øjeblikket fire specialister, der råder over den seneste nye teknologi i opretningsgrej og specialværktøj.
På billedet ses en lastvogn, der efter at være ramt af en alvorlig tippeladsskade, er blevet til en typisk opgave for Motorgården.