Ny overføringshænger til Give
Vognmand Bjarne Madsen, Give, har netop fået leveret en ny overføringshænger, beregnet til transport af containere.
Der er tale om en treakslet Kel-Berg overføringspåhængsvogn med 3-vejs tip for transporter af 6 - 6,5 meter lange containere. Påhængsvognens langvanger er opsvejset til I-profiler/kasseprofiler med kraftige tiprør og tiprørsforstærkninger. Samtidig er chassiset monteret med vridningsstabiliserende forstærkningsplader bagerst, samt ved tipstemplet.
Ca 2/3 af påhængsvognens længde er fremstillet som en 3-vejs tippeladsramme, der er tipbar til 49 grader. Opbygningen er bygget til containere med indvendige og udvendige ruller i størrelserne 160 mm og 220 mm.
Der er monteret fire pneumatiske låse på tippeladsrammen, som kan låses på den udvendige side af containerrammen, samt en pneumatisk nedknækbar trækstang og en ekstra værktøjskasse i venstre side.
Til bagkofangeren er der opfundet en speciel løsning, idet den kan forskubbes 300 mm bagud.