DTL: Drop danske kørselsafgifter
Hellere justere på Eurovignetten og brændstofafgifterne end at opbygge et dyrt dansk opkrævningssystem.
Regeringen har allerede besluttet, at landvejstransporten fra 1. juli 2012 skal bidrage med yderligere 500 millioner kroner. Spørgsmålet er, hvordan pengene skal kræves ind – via brændstofafgifter, vejbenyttelsesafgifter eller det nye dyr i åbenbaringen: kilometerbaserede kørselsafgifter.
Dansk Transport & Logistik har tidligere peget på, at bruge brændstofafgifterne og eurovignetten som reguleringsmulighed, da det er den billigste opkrævningsmetode.
DTLs erhvervspolitiske afdeling har nu regnet på, hvordan skatteministerens regning kan blive så lille som mulig for vognmændene, der som bekendt har rigeligt med andre regninger at slås med.
Kostbar opkrævningHvis skatteministeren skal have 500 millioner kroner i nettoindtægter via kørselsafgifter, vil det reelt komme til at koste vognmændene en milliard kroner.
- Det bliver nemlig kostbart at opbygge et helt nyt skattesystem ude ved vejene. Der er f.eks. forrentning og afskrivning af investeringen til lastbilernes udstyr, udstyret langs vejene og i selve "opkrævningscentralen”. Desuden kommer løbende driftsomkostninger, påpeger DTL.
- Vi foretrækker en anden løsning, siger økonom Ove Holm fra DTL. Skrues der i stedet op for vejbenyttelsesafgifterne (Eurovignetten) og et nøk på diesel- og benzinafgifterne, så bliver vognmandsregningen ”kun”: 180 mio. kroner. Men skatteministeren får stadig 500 mio. kroner.
Dette DTL-regnestykke ser sådan ud: 100 millioner kroner i højere vejbenyttelsesafgift plus 400 millioner kroner ved en 8 øres stigning i brændstofafgiften (heraf 80 millioner kroner fra lastbilerne).
Set i forhold til de aktuelle afgiftsforskelle mellem Danmark og de øvrige EU-lande er der god mulighed for, at forhøjelsen kan ske uden noget særligt skred i grænsehandelen, vurderer DTL.