23948sdkhjf

Check fragtaftalen

Speditør mod rederi: Splinterny Højesteretsdom tager stilling til sølovens varetægtsperiode og giver gode råd til aftalevilkår.

Speditør mod rederi: Splinterny Højesteretsdom tager stilling til sølovens varetægtsperiode og giver gode råd til aftalevilkår.



Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus

Nogle sager er nødt til at blive betragtet som principsager, og som regel er dette tilfældet, når sagens genstand og omkostningerne ikke rigtigt står mål med hinanden. Det kan være i tilfælde, hvor en part simpelthen er blevet stædig, men en del principsager drejer sig ganske enkelt om ”industriens” ønske om at få domstolenes ord for hvordan en lovbestemmelse skal fortolkes og dette ønske har nok været i højsædet, for i hvert fald den ene af sagens parter i en sag, der netop er afgjort ved Højesteret.

Et godt gammelt princip er, at en aftale er en aftale - i hvert fald hvis den kan bevises, men princippet er alligevel ikke mere vandtæt, end at nogle aftaler bliver nødt til at rette ind til højre i forhold til de retsregler, som er ”præceptive”, hvilket betyder, at de ikke kan fraviges ved aftale. Dette i modsætning til ”deklaratoriske” regler, der kun gælder, såfremt ikke andet er aftalt. Nogle af de regler, der ikke kan fraviges ved aftale, er ansvarsreglerne i sølovens kapitel 13 om stykgodstransport, som indledes med § 274 om det såkaldte varetægtsansvar, der indeholder den formodning (præsumption), at transportøren har modtaget godset, som det er og forefindes, når han afleverer det igen, med mindre han kan bevise, at det forholder sig anderledes.

Der havde oprindeligt i Sø- og Handelsretten været tale om to sager, og i den ene sag havde den speditør, som denne artikel handler om, krævet en erstatning på EUR 4.509,38. I den anden sag, havde en anden speditør krævet, at rederiet skulle kompensere et beløb på DKK 27.532,12. I den sag blev rederiet af Sø- og Handelsretten dømt på grund af bevisets stilling.

Hook on - hook off

For transport i Nordsøen er der opfundet nogle standardbestemmelser ved navn North Sea Standard Condition & Carriage (NSSCC), og det pågældende rederis transportbestemmelser, som bl.a. kunne findes på hjemmesiden, henviste til NSSCC såvel i indledningen som i afsnittet om transportskader.

Af rederiets transportbestemmelser fremgik det desuden af pkt. 10:

”Skader på ... skal umiddelbart anmeldes til færgens officer inden færgen forlades. ... Rederiet ansvar og erstatningspligt for en skade fastlægges ud fra bestemmelserne i den danske Sølov samt efter de til enhver tid gældende transportbestemmelser og bestemmelserne i ”North Sea Standard Conditions of Carriage”.
Rederiet fralægger sig ethvert ansvar for skade og tab som opstår inden ombordkørsel eller efter ilandkørsel samt under et køretøjs ophold i en færgehavn.”
Klaipeda - Aabenraa

Parterne indgik den 18. januar 2006 fragtaftale for perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2008. I kontraktens standardbestemmelser hed det bl.a. at North Sea Standard Conditions of Carriage, herefter NSSCC, var gældende for befordringen. I aftalen var oplyst antal overfarter med Speditør A det foregående år bl.a. på ruten Århus-Aabenraa-Klaipeda, som var den rute der havde betydning i den foreliggende sag.

Rederiet transporterede den 7.-9. december 2006 et parti træpiller fra Klaipeda, Litauen, til Aabenraa. Lasten skulle til Hårby på Fyn. Værdien var som beløbet angivet i sagsøgerens påstand. For transporten var udstedt et CMR-fragtbrev.

Transporten vedrørte 24.375 kg træpiller lastet på traileren LS 5770. Der forelå en interchange rapport udfærdiget på rederiets standardblanket. Den var dateret den 5. december 2006 og angav, at traileren er ”LOADED”, at den skulle fra Klaipeda, og at den var snavset.

Tom trailer

Af et Cargo Manifest vedrørende sejlads den 7. december 2006 fra Klaipeda til Aabenraa fremgik, at der ud over traileren LS 5770 var en række trailere med samme aflaster. Af mail af mandag den 11. december 2006 kl. 12.04 til rederiet fremgik, at LS 5770 kom ind om lørdagen til Aabenraa, og at chaufføren havde været nede for at hente traileren og opdaget, at den var tom. Om en anden trailer oplystes, at den var fundet med åbne bagdøre og to kartoner til en modtager i Silkeborg.

Området, hvorpå traileren var henstillet, var et indhegnet område på Aabenraa Havn lige ved siden af det sted, hvor rederiets færge anløb. Trailerne blev trukket fra borde af køretøjer, der blev disponeret af rederiet, og kørtes, efter at de var kommet i land, ind på området gennem en port i den østlige side af området. Der var endvidere adgang til området gennem en vestlig port. Begge porte var aflåst, men kunne åbnes ved hjælp af en firecifret kode, som rederiet gav til de vognmænd m.fl., der skulle hente trailere. Området var ikke fast bevogtet, men blev tilset af en vagtpatrulje.

Speditøren nedlagde i Sø- og Handelsretten påstand om betaling af de føromtalte EUR 4.509,38, men Sø- og Handelsretten frifandt rederiet.

Højesteret splittes

Sø- og Handelsrettens dom blev af speditionsfirmaet anket til Højesteret, der tiltrådte, at traileren ved ankomsten til rederiets plads i Klaipeda og ved ombordkørslen var læsset med træpiller. Retten fandt det usandsynligt, at lasten kunne være fjernet under sejladsen, og lagde til grund, at traileren fortsat var læsset ved ilandkørslen i Aabenraa, og at lasten blev stjålet, efter at traileren var henstillet på pladsen i Aabenraa Havn om morgenen lørdag den 9. december 2006.

Retten henviste til sølovens § 274, hvorefter en transportør er ansvarlig for godset, mens det er i transportørens varetægt i lossehavnen.

Bestemmelser i en transportaftale eller et transportdokument er ugyldige i den udstrækning, de afviger fra bl.a. denne bestemmelse til skade for afsenderen, jf. sølovens § 254. Det fremgår af forarbejderne til lovens § 274, stk. 3, om, hvornår transportørens varetægt skal anses for at være ophørt, at formålet med denne bestemmelse er så vidt muligt at undgå grænseproblemer med hensyn til varetægtsperiodens afslutning.

Udtømmende bestemmelse

Bestemmelsen måtte på den baggrund anses for udtømmende at regulere, hvornår varetægten skal anses for at være ophørt (vedr. dette spørgsmål var Sø- og Handelsretten nået til det modsatte resultat).

Det fremgår imidlertid af forarbejderne, at bestemmelsen efter Højesterets opfattelse bl.a. ikke var til hinder for, at transportørens varetægtsansvar kan ophøre, når godset oplægges for modtagerens regning i overensstemmelse med transportaftalen.

Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at det i transportaftalen fastlægges, hvad transportydelsen nærmere omfatter, og det kan i den forbindelse bestemmes, hvornår og hvordan transportørens håndtering af og kontrol med godset skal ophøre ved oplægning af godset for transportkøbers regning og risiko.

Fire dommere

Flertallet på fire af de fem dommere udtalte at:

”Vi finder, at trailer LS 5770 må anses for fortsat at have været i rederiets varetægt efter henstillingen på pladsen i Aabenraa Havn, jf. sølovens § 274, stk. 1, idet den efter vores opfattelse hverken kan anses for at være udleveret til speditøren, jf. § 274, stk. 3, nr. 1, eller for at være lagt op for speditørens regning, jf. nr. 2. Et modsat resultat måtte efter vores opfattelse under de foreliggende omstændigheder forudsætte, at der forelå en udtrykkelig og klar aftale om, at trailere, som ikke blev afhentet umiddelbart efter losningen, ville blive henstillet på den omhandlede plads til disposition for modtageren og for dennes regning og risiko. Den omstændighed, at speditøren var bekendt med fremgangs-måden ved rederiets håndtering af trailere i Aabenraa Havn og med indretningen af den omhandlede plads, giver efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at speditøren havde accepteret selv at skulle bære risikoen for trailere, der var henstillet på pladsen. Der kan heller ikke lægges vægt på ansvarsbegrænsningerne i pkt. 10 i rederiets transportbestemmelser og pkt. 10.1 i NSSCC, som ikke går ud på at fastlægge, hvad selve transportydelsen nærmere omfatter, og som er ugyldige i det omfang, de strider mod sølovens § 274, jf. lovens § 254.

For det tilfælde, at traileren anses for fortsat at have været i rederiets varetægt, har rederiet ikke bestridt, at rederiet er ansvarlig for speditørens tab ved lastens bortkomst, jf. herved sølovens § 275. Rederiet har heller ikke haft indsigelser mod opgørelsen af tabet, herunder rentekravet.

Vi stemmer herefter for at tage speditørens påstand til følge.”

Én dommer

Den sidste af de fem dommere hældte mere i retning af Sø- og Handelsrettens resultat og udtalte:

”Efter bevisførelsen lægger jeg til grund, at det var i overensstemmelse med parternes sædvanlige fremgangsmåde i henhold til fragtaftalen af 18. januar 2006, der omfattede et stort antal transporter, at rederiet den 7. december 2006 sendte en ankomstadvis til speditøren, og at traileren efter losningen i havnen i Aabenraa uden yderligere underretning til speditøren blev henstillet på den indhegnede plads.

Det var også i overensstemmelse med parternes sædvanlige fremgangsmåde, at rederiet ikke varetog yderligere opgaver med hensyn til håndtering af og kontrol med traileren, efter at den var blevet henstillet på pladsen. Jeg lægger endvidere til grund, at speditøren var bekendt med de sikkerhedsmæssige forhold på pladsen, herunder at alle vognmænd med kendskab til adgangskoden havde ukontrolleret adgang, og at der var en fælles forståelse mellem parterne om, at speditøren når som helst frit kunne afhente deres trailere, idet der ikke var aftalt frister for afhentningen.

Jeg lægger endelig som Sø- og Handelsretten til grund, at henstillingen af trailerne på pladsen var i speditørens interesse.

Under disse omstændigheder finder jeg, at der må anses at foreligge en stiltiende aftale mellem parterne om den praktiske gennemførelse af transporterne, hvorefter trailerne blev lagt op ved henstillingen på den indhegnede plads i havnen. Rederiet er derfor efter min opfattelse ikke ansvarlig for bortkomsten af træpillerne, idet bortkomsten er sket efter, at godset ikke længere var i rederiets varetægt, jf. sølovens § 274, stk. 3, nr. 2.

Jeg stemmer derfor for at stadfæste dommen.”

Vandt 4-1

Speditionsfirmaet vandt således sagen med dommerstemmerne 4-1 og sagen er dermed uigenkaldelig slut, men af de anvisninger, der kan udledes af Højesterets dom, om hvad man kan og ikke kan aftale, er der gode grunde til, at de relevante transportfirmaer finder deres fragtaftaler frem og gransker dem grundigt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063