23948sdkhjf

Svendborg bugserer verden rundt

Svendborg Bugser A/S: Den fynske virksomhed håndterer store som små opgaver på verdenshavene.

Svendborg Bugser A/S: Den fynske virksomhed håndterer store som små opgaver på verdenshavene.



Af Gwyn Nissen

Taget til det nye operahus, øl-tanke til Carlsbergs bryggeri, dele til store brobyggerier, havneprojekter verden rundt eller et kraftværk i Afrika. Svendborg Bugser A/S har prøvet det hele i de godt 33 år siden Niels Aage Henriksen etablerede virksomheden på den fynske sydkyst.

Både nationalt og internationalt er Svendborg Bugser A/S samarbejdspartner for entreprenørbranchen til søs. Selv om Svendborg Bugser A/S har været involveret i de store anlægsopgaver herhjemme – Storebæltsbroen, Øresundbron, havvindmølleparker mm. – kommer en stigende andel af virksomhedens omsætning dog fra internationale opgaver.

- Mange af de store opgaver bliver udført af store internationale konsortier og konstruktionsfirmaer. Hvis man vil have del i opgaverne, må man flytte sammen med dem verden rundt, siger Niels Ove Henriksen, der har været i familieforetagendet i 25 år.

Når et forholdsvist lille bugser-firma i Danmark kan få opgaver i hele verden, skyldes det dels, at Svendborg Bugser A/S prismæssigt er i stand til at matche konkurrenterne, men også fordi ”vi gennem årene har opnået et godt ry i branchen”, påpeger Henriksen:

- Vi kommer til tiden og løser opgaverne til den aftalte pris. Troværdighed er afgørende i denne branche, fordi det ofte er meget store opgaver eller værdier, som vi er med til at håndtere. Det er en tillidssag.

Hård konkurrence

Konkurrencen er dog hård på markedet. Finanskrisen har dels sendt priserne i bund, men da der endnu ikke er konkurrenter, der er faldet fra, er der fortsat mange om buddet.

- Alle kæmper for at hænge på. Heldigvis har vi et godt økonomisk bagland i os selv, fordi vi i de senere år hverken har investeret vildt eller indgået unødige risici, siger Henriksen.

Svendborg Bugser A/S har da også selv rådet over flere skibe engang – 11 mod i dag otte.

Det handler i følger Svendborg-direktøren om at vide hvad man kan, og ikke gabe over opgaver, som virksomheden ikke er i stand til at løfte – eller har materiellet til.

Svendborg Bugser A/S er dog på baggrund af mange års erfaring ofte i spil i forbindelse med både store internationale og tidkrævende opgaver i hele verden.

Det gælder blandt andet heavy-lift-opgaver, bugsering af tanke, kraner mm, både herhjemme og til Østeuropa, Afrika, USA/Canada mm.

- Vi kan også være med til at fragte udstyr og materiel til et projekt, for så at blive på stedet i længere tid og løse forskellige opgaver for entreprenøren, påpeger Niels Ove Henriksen for at understrege fleksibiliteten i virksomheden.

Projektering

Udover at være med til en række store anlægsopgaver herhjemme, har Svendborg-virksomheden også specialiseret sig i at være med i projekteringsfasen.

- Det kræver noget mere, at bygge på havet end på land. I den forbindelse bruges vi ofte, når der skal foretages boreprøver af undergrunden, som nu ved Femern, eller opsættes måleinstrumenter ved kommende havvindmølleparker, forklarer Niels Ove Henriksen, der oplyser, at et af de seneste projekter er transport af kabler for NKT i forbindelse med vindmølleparker til havs.

- Her er en af vores pramme blevet udstyret med et specialkoncept, som NKT er de eneste i verden, der benytter sig af. Den slags vil vi gerne være med til at udvikle og på længere sigt kan det forhåbentlig danne grundlag for meget mere, siger Niels Ove Henriksen.

Svendborg Bugser A/S

Svendborg Bugser A/S blev etableret i 1977. I dag består virksomheden først og fremmest af to selskaber ejet af henholdsvis far Niels Aage Henriksen og søn Niels Ove Henriksen, der bidrager med hver fire skibe.

De otte skibe besejles af et mandskab på 60, mens der på landsiden i Svendborg er ansat ti medarbejdere til at håndtere ledelse, befragtning, teknisk drift, HR/personale og økonomi.

Svendborg Bugser A/S tilbyder blandt andet bugsering med/uden pramme, kabellægning, bjærgning, offshore-opgaver, tunge løft/transporter til søs, forsyninger til projektopgaver mm.

Traditionelt har mange opgaver ligget i Østersøen/Nordsøen, men Svendborg Bugser A/S løser i stigende omfang opgaver verden rundt – i Middelhavet, transatlantiske opgaver, Afrika, Sortehavet osv.

I den forløbne uge har Svendborg Bugser A/S’ materiel blandt andet været brugt i Grenå, Frederikshavn, København, Rostock, Ravenna, Rotterdam.

gn@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063