23948sdkhjf

DTL: Vinterkørsel er bestemt ikke cowboykørsel

Udtalelse fra overlæge på arbejdsmedicinsk klinik vækker protest fra Dansk Transport & Logistik.

Udtalelse fra overlæge på arbejdsmedicinsk klinik vækker protest fra Dansk Transport & Logistik.



En overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Nykøbing Falster Sygehus, mener at lastvognschaufførers fritagelse for køre- og hviletidsbestemmelserne, når det deltager i vinterbekæmpelse på vejene, fører til wild-west-lignende tilstande.

Beskrivelsen vækker skarp kritik fra DTL.

- Vintertjeneste, der udføres af danske vognmænd, er ikke den rene cowboykørsel, blot fordi kørslen er undtaget fra køre- hviletidsreglerne, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo i en kommentar.

Overlæge Niels Kærgaard Jørgensen, der tidligere har kritiseret transportbranchen for ’for ringe fokus på hvile og søvn’, har fremsat sin kritik i en artikel på lastbilmagasinet.dk.

Morten Lindbo peger på, at chaufførerne faktisk altid er omfattet af arbejdsmiljølovens 11 timers-regel, og han finder i øvrigt overlægens udmeldinger groft generaliserende og medvirkende til at tegne et billede af en ansvarsløs branche.

- Ingen ansvarlig vognmand kan selvfølgelig holde til, at chaufførerne falder i søvn bag rattet, og det har, så vidt jeg ved, ikke været tilfældet endnu. Det danske vognmandserhverv udfører hvert år tusindvis af timers vintertjeneste til gavn for andre trafikanter og er dermed også medvirkende til trafiksikkerhed. På den baggrund er det groft, at skulle høre en læge udlægge det, som om tunge lastbiler vælter rundt i trafikken om vinteren med søvndrukne chauffører bag rattet, siger Morten Lindbo.

Han fastslår, at fritagelsen for køre- og hviletidsreglerne ved vinterkørsel, er stærkt begrænset.

- Nu er det også sådan, at hvis en chauffør mellem to kørsler med vintertjeneste udfører den mindste smule kørsel, der ikke er undtaget fra køre- hviletidsreglerne, ja så fanger bordet. Chaufføren skal holde pauser samt dagligt og ugentligt hvil efter reglerne, og det kan ikke udskydes.

Udbudsbetingelserne har ifølge Morten Lindbo en stor betydning for, hvor mange chauffører en vognmand kan tillade sig at holde stand by for vintertjeneste.

- Som i andre af livets forhold, hvor vejret spiller en rolle, er der jo ingen, der ved, om vinteren bliver grøn og mild, eller om sneen vælter ned i samtlige måneder, og alle vejbaner er spejlglatte på grund af lave temperaturer. Når vognmændene indgår deres – typisk flerårige – vinterkontrakter med kommunerne og Vejdirektoratet, bliver de derfor nødt til at anlægge en nogenlunde gennemsnitsbetragtning. Hvis de skulle have dusinvis af chauffører siddende blot for at tage højde for det værste, ville ingen have råd til at få udført vintertjeneste. Det er simpel logik. Jeg mener, at risikoen ved at undlade vintertjenesten vil være langt farligere for trafiksikkerheden end den risikobetragtning, som overlægen anlægger, siger Morten Lindbo

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063