Optimisme på Kolding Havn
Omsætningen på Kolding Havn er stigende, siger Knud Erik Langhoff, der er formand for Havnebestyrelsen i Kolding.
Kolding Havn har også mærket virkningerne af den globale finanskrise, men i løbet af de seneste måneder har havnen haft en stigende omsætning, så både Kolding Havn og dens virksomheder ser på fremtiden med stor optimisme.
Den stigende omsætning på Kolding Havn har flere årsager. Dels en stigning i mængden af gødning, papir til avisproduktion, korn- og foderstoffer og råvarer til industrien.
Havnechef Kim Sandahl Møller har også noget at have optimismen i.
- Genbrugsvirksomhederne er begyndt at bruge vores nye miljøkaj, og det har skabt øget omsætning af genbrugsmaterialer, påpeger han.
Miljøkajen repræsenterer en investering på 1,8 mio. kroner og opfylder de skrappe krav, som myndighederne stiller til håndtering af blandt andet metalaffald.
Havnens 100 tons kran er nu blevet i stand til også at laste og losse containere. Det skyldes investering i nyt grej, en såkaldt container-spreader, som muliggør fuldautomatisk håndtering af containere. Indtil 30 containere i timen kan nu flyttes mellem skib, bane og bil.
- Vi satser ikke på at blive en containerhavn i traditionel forstand, men vi kan betjene de skibe som indgår i den såkaldte feeder-trafik. Og flere af vore kunder har behov for forskellige former for løsninger, hvori containere indgår; herunder de såkaldte projektlaster, hvor f.eks. store maskinanlæg sendes samlet som løsdele og i en eller flere containere, forklarer Kim Sandahl Møller.
Ny virksomhed på havnenEn ny virksomhed på Kolding Havn er NCC Råstoffer, som er en af Danmarks største råstofproducenter. Med de kommende store investeringer i landsdelen i nybyggeri og vejanlæg, bliver der er stigende behov for sten, sand og grus, hentet til havs og sejlet ind til sorteringsanlæggene på Kolding havn.
Også Pressens Fællesindkøb øger sine aktiviteter på Kolding Havn, der fremover er eneste modtagehavn i Jylland-Fyn-området, som modtager og oplagrer papir til avisproduktion.
Samtidig med den øgede import af avispapir får jernbanen på havnen også fremgang. H. Daugaard A/S har indgået aftale om et nyt tog-setup, ”Rail 11”, hvor Kolding Havn bliver drejeskive for papir til avistrykkerierne i Jylland og Fyn. Der forventes derfor en forøgelse af håndtering af togvogne allerede fra 2011.
Vindmølle-udskibningUdskibning af tårne og vinger til vindmøller er fortsat en af de specialopgaver, Kolding Havn løser for industrien.
- De unikke tilkørselsforhold til havnen betyder, at vi er en attraktiv samarbejdspartner - her er samarbejdet med Svane Shipping og vindmøllefabrikanterne unikt, siger Kim Sandahl. Ikke mindst fordi vi er en af de få havne i Danmark, der har det nødvendige specialudstyr til at håndtere den type opgaver.
Endelig forventer Kolding stor fremgang på et af havnens specialer, håndtering af biobrændsel.
Anstrengelser- De mange positive resultater vi ser, skyldes de anstrengelser Kolding Havn og havnens virksomheder i fællesskab har lagt for dagen, vurderer havnechefen. Der er en særlig gejst og vilje til samarbejde mellem Kolding Havn og havnens virksomheder. Vi arbejder ud fra den holdning, at alt hvad der kan sejles, ikke skal transporteres ad vores i forvejen stærkt belastede vejnet med efterfølgende skade på miljø og fremkommelighed.
Derfor er det også en del af havnens kommende strategi, at kunne tilbyde transportsektoren bl.a. RO/RO løsninger, så lastvognstrailere kan sejles til og fra Kolding til destinationer i hele Østersø-regionen.