23948sdkhjf

Østlastbiler på retræte

Danske lastbiler genvinder 2.-pladsen på den grænseoverskridende trafik.

Danske lastbiler genvinder 2.-pladsen på den grænseoverskridende trafik.



ITD’s konjunkturindeks, der opgør den tunge trafik til og fra Danmark ved landegrænsen til Tyskland, på Scandlines færgeruter og over Øresundsbron, viste positive takter i førte halvår, der bekræftede at den økonomiske krise var afløst af forsigtig vækst.

Men ITD’s trafiktællinger i tredje kvartal viser nu en stagnation i lastbiltrafikken over grænserne i forhold til samme kvartal sidste år. Det betyder at den grænseoverskridende trafik er faldet med 5,2 procent fra andet til tredje kvartal i år.

Trods nedgangen ligger den tunge grænsetrafik stadig 3,9 procent over niveauet i første kvartal 2010.

I forhold til 2. kvartal 2010 er den faldet fra 4.674 til 4.429 lastbiler pr. døgn i retning mod Danmark. Faldet skal dog ses i lyset af den flotte fremgang fra 1. til 2. kvartal 2010 på hele 10 procent. Sammenlignes med 3. kvartal 2009 er tilbagegangen i trafikken kun på beskedne 0,2 procent.

Færre østlastbiler

Den mest overraskende udvikling i konjunkturindekset fra International Transport Danmark er, at de østeuropæiske lastbiler har tabt en stor bid af kagen.

Det er stadig tysk indregistrerede lastbiler, som med 42,2 procent står for den største andel af den samlede mængde lastbiltrafik til Danmark. Men danskerne har erobret 2. pladsen tilbage, efter for første gang at være blevet overhalet af østeuropæiske lastbiler i 2. kvartal i år. Nu udgør andelen af danske lastbiler 23,6 procent mod de østeuropæiske 17,4 procent, så der er igen en markant forskel i dansk favør. De hollandske lastbiler udgør 9,1 procent af trafikken.

Målt på markedsandele er de danske lastbiler steget med 0,7 procentpoint. Den tyske markedsandel er til gengæld faldet med 0,2 procentpoint, ligesom den østeuropæiske er faldet med 3,3 procentpoint. Den hollandske markedsandel er steget med 2,2 procentpoint.

Flere tyske lastbiler

Den største del af lastbiltrafikken foregår stadig over den dansk-tyske grænse med 2.776 last-biler i døgnet i 3. kvartal 2010, hvilket fastholder Padborg som Danmarks største import- og eksport-knudepunkt, men trafikmængden er fra 3. kvartal 2009 til 3. kvartal 2010 faldet med 3,7 procent svarende til 107 lastbiler i døgnet i nordgående retning. Fra 2. til 3. kvartal i år er trafikmængden faldet hele 6,1 procent.

- Det seneste indeks understreger, hvad vi i branchen oplever til dagligt: At variationerne i godsmængderne p.t. er meget store. Den stabilitet i markedet, som vi så for år tilbage, er vi langt fra i dag, og derfor er det vigtigere end nogensinde før, at transportkøbere og logistik-partnere arbejder tæt sammen og disponerer med rettidig omhu, siger ITD’s formand Mogens Therkelsen.

Konjunkturindekset er udarbejdet på baggrund af manuelle døgntællinger ved stikprøver i uge 38, så tællingerne giver med 95 procent sikkerhed et retvisende billede af lastbiltrafikken. Nationaliteten er fastslået på den trækkende enheds nummerplade.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109