EcoDaily i sværvægtsudgave
Iveco kan nu præsentere en 7-tons version af den brændstoføkonomiske og miljøvenlige EcoDaily.
Varebilen Daily 70C er opbygget som resten af Daily-serien, men kan med sin endnu stærkere chassisramme opnå en totalvægt på 7 tons. Det betyder, at denne variant kan transportere cirka 500 kg ekstra nyttelast i forhold til Daily 65C, som hidtil har været Ivecos muskelmand inden for varebils-segmentet.
I praksis betyder det, at Daily 70C kan køre med den samme nyttelast som tre 3.5-tons Daily’er. Det vil sige, at 70C med en boks-opbygning med lift, stadig har en nytte last på mere end 3,5 tons.
Motormæssigt leveres den med Ivecos miljøvenlige EEV-motor på 3,0 liter og 170 HK Twin Turbo og partikelfilter. EEV (Enhanched Enviromentally Friendly) miljønormen reducerer blandt andet partikeludslippet med 33% og kulbrinteudslippet med 27%.
Tilnavnet ”Verdens stærkeste varebil”, som på Europæisk plan har fulgt Daily i mange år på grund af bilens store trækkraft, der kommer fra baghjulstræk og højtpræsterende motorer, forsøger Iveco ihærdigt at bevare ved at holde endnu større fokus på motorstyrke. Baghjulstrækket garanterer maksimal trækkraft under alle belastnings- og vejforhold, mens de højtpræsterende motorer tilfører effekt og et drejningsmoment, der ligger i toppen blandt erhvervskøretøjer.
Daily 70C fås i mange versioner. Som chassis med enkelt- eller dobbeltkabine og som kassevogn med 17,2m³ varerum. Med manuel eller automatiseret gearkasse og med mulighed for luftaffjedring.
ESP-sikkerhedspakken er standard, hvilket sikrer optimal stabilitet og manøvreevne under kørslen.
ESP-Pakken indeholder ud over ABS-bremser, antispin, hydraulisk bremseassistent og hill-holder funktion, den seneste ESP-generation med Load Adaptive Control, der tilpasser ESP-systemet til bilens lastningsgrad. Dermed bliver ESP-systemet endnu bedre til at holde den solide varebil på ret kurs i pressede situationer i trafikken.