Normann i personvognsbranchen
Efter mange års ansættelse i lastvognsbranchen skifter Poul-Erik Normann fra på mandag over til personbilsbranchen.
Poul-Erik Normann tiltræder 1. november et nyt job hos Autohuset Vestergaard A/S’ personbilsafdeling i Fredericia, hvor han samtidig overtager en ejerandel og fra 1. januar 2011 tiltræder som adm. direktør med fokus på salg.
Autohuset Vestergaard har med Poul Erik Normanns ansættelse sikret sig en fortsat udvikling af virksomheden i Fredericia.
- Grunden til dette tiltag er, at vi vil sikre, at vi har lokal fokus med udgangspunkt i Fredericia, siger Jesper Pedersen, der er adm. direktør i Autohuset Vestergaard A/S Personvogne.
Poul Erik Normann har i perioden 1988-99 været ansat hos den daværende Scania-forhandler i Sydjylland, Dieselgården A/S, og derefter har han i fem år været ansat ved MAN, hvor han først var filialchef og derefter regionschef.
I en periode på to et halvt år har Poul Erik Normann været ansat som salgsdirektør ved DanTruck Heden og fra marts 2007 og frem til nu, har han været ansat ved Lastas i Hedensted.