DTL: Udbyg rastepladser nu
Voldsom overbelægning understreger behovet for hurtig udbygning af danske rastepladser.
Vejdirektoratet har opgjort belægningsprocenten på rastepladsen Skærup Øst ved Vejle til 400 procent. Men trods den voldsomme overbelægning af parkerede lastvognstog, så er der ikke bevilget en eneste krone til udbygning af rastepladsen, selv om der bevilges penge til at udbygge motorvejen ved rastepladsen.
- Alt andet lige må det jo generere mere trafik, at man udbygger, så det er svært at forstå for os, at politikerne ikke i samme moment sikrer en udbygning af Skærup Øst. Samme mønster ser man på Fyn ved rastepladserne mellem Odense V og Middelfart, hvor Vejdirektoratet – ligesom direktoratet gør med Skærup Øst – selv i en strækningsanalyse fra 2009 har påpeget, at der akut bør ske udvidelser. For de rastepladser er også overbelagte, men der er ikke afsat penge til udbygning, selv om motorvejen på Fyn udvides. Det er ikke acceptabelt over for de chauffører, der skal afholde deres lovpligtige hvil for at sikre en bedre trafiksikkerhed på vejene. Og det er økonomisk dumt, for når man nu alligevel laver VVM-undersøgelser i forbindelse med udbygningen af motorvejene, er det billigere at tage rastepladserne med ind under samme hat, siger chefjurist John Roy Vesterholm, DTL.
Vognmandsorganisationen har kulegravet forhåndsmaterialet til motorvejsudbygningerne, og de får alle advarselslamper til at blinke.
- Hvis politikerne mener noget med tidligere løfter om, at indsatsen på rastepladsområdet skal styrkes, så skal der bevillinger på bordet – også de steder, hvor der er motorvejsudvidelser. Og det bør være på Finansloven for 2011. Alle forligspartier er jo enige om, at chaufførerne skal have gode muligheder for at spise og hvile sig både af hensyn til arbejdsmiljøet og trafiksikkerheden. Derfor skal der flere rastepladser til og udvidelser på de eksisterende pladser. Derfor er vi nødt til endnu at gøre politikerne opmærksom på, at ord ikke gør det alene. Der skal bevilges penge, før forholdene kan blive bedre,” siger John Roy Vesterholm.