Vi er på vej ud af krisen
Men væksten skaber også problemer, påpeger Sven Buhrkall fra Danske Speditører.
Af Gwyn Nissen
På Danske Speditørers repræsentantskabsmøde torsdag i Harreslev syd for den dansk-tyske landegrænse understregede fagudvalgskoordinator i Danske Speditører, Sven Buhrkall, at erhvervslivet er på vej ud af de seneste års finanskrise – det gælder såvel globalt som i Danmark.
- Vi kan konstatere, at den globale økonomi er kommet ud af starthullerne. BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, red.) havde høj vækst i de to første kvartaler og meget høj vækst i tredje kvartal - og det ser også fremadrettet ud til, at der vil være vækst i BRIK, selv om væksten er faldet lidt, siger Sven Buhrkall.
Han peger på, at der også tæt på Danmark er en positiv udvikling.
- Det buldrer løs i Sverige og i Tyskland, som er på vej til at nå samme niveau som før krisen. Og også i Danmark er væksten højere end forventet, siger Buhrkall, der dog også fremhæver, at der er markeder f.eks. Sydeuropa og Irland, som fortsat volder problemer.
Manglende kapacitetPå bagsiden af krisen er der også udfordringer i forhold til manglende kapacitet på materielsiden, hvilket har sendt transportpriserne i vejret.
- Speditørerne er presset på dækningsbidraget, fordi de ikke med hastighed som priserne på transport er steget, har kunnet sende regningen videre til kunderne, vurderer Sven Buhrkall. Så selv om mange speditionsvirksomheder oplever en stigende omsætning, ledsages det i øjeblikket af dårligere indtjening.
Den manglende kapacitet bevirker også, at der er opstået kvalitetsproblemer, bl.a. på det tyske marked, hvor det øgede pres skaber flere fejl, transportskader, forsinkelser mm.
Sven Buhrkall forventer, at væksten fortsætter – også i Danmark. Men fra en vækst på to procent i indeværende år, vil væksten falde en smule:
- Men faren for recession – eller det såkaldte double dip – er mindre sandsynlig.