Polarisering i europæisk vejgodstransport
Rapport fra Transport Intelligence ser stigende dominans fra de helt store udbydere, mens små og mellemstore virksomheder kæmper for at overleve.
Selv da krisen kradsede allerværst formåede de helt store speditionsvirksomheder og netværk – der er karakteriseret ved en meget lav aktivmasse – at tjene penge i europæisk vejgodstransport. Regningen blev først og fremmest betalt af de små og mellemstore transportvirksomheder med finansieringstunge produktionsapparater.
Det er en af konklusionerne i ”European Road Freight 2010” fra det britiske analyseselskab Transport Intelligence.
Krisen førte til en benhård konkurrence, der har ramt de mellemstore transportvirksomheder hårdest. Årsagen er, at de typisk har højere grundomkostninger end de mange mindre og helt små virksomheder i branchen, der har udnyttet den lille konkurrencefordel via et meget stærkt prispres.
En udvikling, der er forstærket af den lette markedsadgang for nye aktører. Det sikrer en konstant tilgang af små selvkørende vognmænd til gavn for speditører og de såkaldte ’asset-light’ netværk.
Øget presPresset på de mellemstore vognmænd øges oven i købet nye EU-regler på miljø- og arbejdsgiverområdet. Reglerne gælder ganske vist for alle. Men de helt små virksomheder har kun en begrænset administrativ byrde, mens de mellemstore virksomheder er nødt til at afsætte betydelige ekstra ressourcer for at opfylde reglerne. Det gælder også for de helt store aktører, men de har langt lettere ved at bære den ekstra udgift, vurderer John Manners-Bell.
Stigende oliepriser forventes at bidrage til en udvikling, hvor mange transportleverandører bukker under.
Resultatet bliver en væsentlig kvalitetsforringelse, fordi de mellemstore virksomheder besidder en betydelig know-how, som de små virksomheder ikke kan matche. Det rammer i sidste ende de store transportudbydere, der ganske vist vinder på en mindsket konkurrence, men de taber samtidig på en væsentlig indskrænkning i udbuddet af underleverandører.
- Markedet bliver polariseret i takt med at mange mellemstore vejgodstransportører bryder sammen under omkostnings- og reguleringsbyrderne. Der er allerede et betydeligt antal lokale kvalitetstransportører, der er blevet drevet ud af markedet, siger John Manners-Bell.