Person- og varebiler bag flest højresvingsulykker
90 procent af de alvorligt tilskadekomne i højresvingsulykker i Østjylland køres ned af person- og varebiler.
Ulykkestallene for 2005-09 viser, at fem cyklister blev dræbt i femårsperioden - i alle tilfælde var modparten enten en lastbil eller en forvogn til en lastbil. Men tallene viser også, at person- og varebiler er impliceret i langt de fleste højresvingsulykker. Kun i otte af ulykkerne med alvorligt tilskadekomne i højresvingsulykker er det en lastbil som er modpart - det svarer til 7 procent. Men i 111 af ulykkerne var modparten en person- eller varebil, hvilket svarer til 90 procent.
Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg har drøftet ulykkesstatistikken for Østjylland i forbindelse med de kommende initiativer, der skal igangsættes i udvalgets regi i 2011.
- Fem færdselsdrab er naturligvis fem for meget, siger faglig sekretær Ole Thorup fra 3F og vognmand Jørgen Buhl, som repræsenterer DTL, og som begge er medlem af Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg.
- Lastbiler er både store og tunge, og det er indlysende, at den svage part taber, hvis der sker en konflikt i trafikken hvor en lastbil er den ene part. Vi vil naturligvis fortsætte med at indskærpe, at chauffører skal udvise den allerstørste agtpågivenhed og huske at bruge alle spejle. Det er almen viden og bør også være almen praksis altid - uanset nationalitet, påpeger Ole Thorup og Jørgen Buhl, og slår samtidig fast, at der bør udformes en særlig indsats mod udenlandske chauffører.
Også FDM vil bakke op om initiativer, der kan reducere de meget høje ulykkestal i forbindelse med højresving.
- Hastigheden i forbindelse med højresving er heldigvis meget lav, men alligevel kan konsekvensen blive meget alvorlig viser tallene desværre. Når 90 procent af de alvorligt tilskadekomne og 92 procent af de lettere tilskadekomne i højresvingsulykker bliver kørt ned af enten person- eller varebiler, må vi som organisation støtte op om alle de initiativer der iværksættes, siger Kenny Bremerstent fra FDM.