Scanias allroundtrækker
Velarbejdende motor og et funktionel førerhus giver gode forhold for føreren.
Af Finn Bjerremand
Scania producerer også velfungerende lastvogne med 6-cylindrede motorer og et lidt lavere førerhus, selv om det måske bliver glemt - eller nærmere gemt lidt af vejen - når Scania profilerer sig på sine V8-motorer og høje førerhuse fra R-serien.
Men en chauffør, der skal klare mange lasteoperationer hver dag, er bedre hjulpet med et G-førerhus end med et R-førerhus. Det vil nogen måske trække lidt på smilebåndet af. Men skal føreren ind og ud af lastbilen 50 gange i løbet af en dag, er det en stor belastning. Det kan man bare tale med ergoterapeuter om - eller med chauffører, der selv har prøvet det.
Jeg har haft lejlighed til at prøvekøre en Scania G420, der er udstyret med en 6-cylindret motor på 12 liters slagvolumen, som ved hjælp af en SCR-katalysator renser udstødningen, så den overholder Euro 5 normen.
Netop denne version anvendes af mange transportvirksomheder, der kører ud i områder, hvor der på brændstofmarkedet hersker russiske tilstande. Det vil sige, at brændstoffet ikke er lige så rent, som det vi kender i Vesteuropa og Norden. Det kan give problemer for Scanias 13 liters motor med to-trins kølet EGR-system. Derfor har Scania også 12 liters motoren på SCR-katalysator på programmet, og den fås også i en miljøvenlig EEV-version. Prisforskellen er 28.500 kr ekstra for en EEV-udgave.
Motoren, som jeg tidligere har prøvekørt for år tilbage, kører og arbejder utrolig godt. DC12 15 Euro 5 har en maksimal effekt på 2100 Nm i drejningsmoment i feltet mellem 1150 til 1400 omdrejninger og yder 420 hk i feltet fra 1400 til 1800 omdrejninger i min.
Med hjul i 70-profil og en gearing i bagtøjet på 2,59 ruller vognen hurtigt derudaf med få omdrejninger. Ulempen ved den forholdsvis høje gearing er til gengæld, at gearkassen er hurtig til at geare ned, når der kommer en stigning.
Fantastisk arbejdspladsEr der tale om en distributionsvogn eller måske en entreprenørvogn, så kan jeg varmt anbefale G-førerhuset med high-roof – hos Scania kaldet Highline. Det er let at komme ind og ud af førerhuset, hvor der er lidt mindre afstand mellem de fire indstigningstrin i forhold til R-førerhuset.
Med G-førerhuset, der er 12.500 kr. billigere end R-førerhuset, bør der være gode muligheder inden for flere transportsegmenter.
Det er en fantastisk god arbejdsplads, hvor det hele findes lige omkring føreren. Der er gode aflæggerforhold og gode stuvemuligheder for såvel små som store ting.
Med highline-versionen er der god plads til at man kan sove i førerhuset flere nætter i træk, hvis man ikke kører tomandsbetjent hele tiden. Bordet som kan foldes ud i højre side er også et fantastisk udstyr. Rattet kan justeres så det passer fint, sædet kan indstilles så det giver gode arbejdsforhold, og gearvælgeren sidder lige under rattet, så den kan nås med finderspidserne.
Kontakterne i rattet er med til at give et højt niveau på trafiksikkerheden. Scania mangler kun at sørge for, at der er en automatisk bluetooth-forbindelse til mobiltelefoner, som aktiveres, når føreren kommer ind i førerhuset med mobiltelefonen i lommen.
På den måde kan man være med til at undgå, at chaufføren sidder med en håndholdt telefon for øret under kørslen.
Ingen slingerUd af vejen kører vognen rigtig godt - der er et godt vejgreb og en god direkte kontakt med vejbanen. Hvis man lige slipper rattet, holder lastbilen kursen. Der er således ingen slinger i valsen. Affjedringen er i orden. På forakslen er der parabelfjedre, mens bagakslen er bestykket med fire luftbælge, hvilket er klart at foretrække. Det giver en rolig og behagelig kørsel.
Scania Opticruise uden koblingspedal arbejder rigtig fint, og man mærker næsten ikke gearskiftet. Scania ligger tæt efter Volvos I-shift og Mercedes’ PowerShift gearkasser, der stadig ligger i toppen på listen over transmissioner med automatiseret gearskifte.
Scanias retarder integreret i gearkassen fungerer fint i sammenhæng med det automatiserede gearskifte og cruisecontrollen.
De elektronisk kontrollerede skivebremser fungerer bare perfekt – selv om jeg ikke prøvede nogen katastrofeopbremsning på testkørslen, som forløb over en 200 km varieret strækning i Sydøst- og Midtjylland.
Rigt udstyretDer er også Hill-holder på vognen, og det er et fint udstyr, som forhindrer at vogntoget ruller tilbage ved igangsætning. Dertil kom også bremseassistent, som jeg ikke fandt nogen grund til at afprøve - det ville have krævet en katastrofeopbremsning.
Vognen er bl.a. udstyret med ESP (Electronic Stability Program), som bør være standardudstyr på alle køretøjer i dag, LDW (Sporassistent), som også er et godt udstyr til at holde vogntoget på den rigtige side af de hvide striber.
Dertil kom også TPM, som konstant hjælper med at holde øje med dæktrykket, som kan aflæses i instrumentbrættet. Det forventes at blive lovbefalet standardudstyr inden så forfærdelig lang tid. Korrekt lufttryk er alfa og omega for at køre så brændstoføkonomisk som muligt. Et forkert dæktryk på et eller flere dæk, kan være direkte ødelæggende for mange forhold ved kørslen.
Savner ACCJeg savnede ACC (radarbaseret afstandsmåler), der efterhånden er blevet fast inventar i testvogne, og som er et meget vigtigt udstyr, der heldigvis nu er begyndt at blive mere almindeligt, også blandt Scanias kunder.
Scania skal også roses for det nye Scania Driver Support-system, som vejleder føreren under kørslen til at køre så sikkert og brændstoføkonomisk som muligt. Systemet ”afregner” ved kasse et, ved for eksempel at give flere stjerner, når der anvendes retarder i stedet for fodbremse ved en nedbremsning.
Scania bør måske tænke på at ændre i instrumentbrættet så Driver-support programmet automatisk er fremme og føreren ikke skal klikke det frem, hver gang der startes op. Scania starter op med sit eget Grif-logo i det centrale synsfelt, men her bør Scania vægte forhold som brændstoføkonomi og trafiksikker kørsel højere end sit eget logo. Det er dog muligt at fravælge logoet i displayet.
Får de det gjort?Chaufføren har samtidig mulighed for at programmere displayet, så procent-bjælken for kørestil altid ligger synligt nederst i displayet.
Men jeg kan godt have den fornemmelse, at nogle af de førere, som netop har mest brug for at benytte de gode råd fra driversupportsystemet, i virkeligheden er dem, der hellere vil se på logoet.
Derfor bør driver support efter min overbevisning dukke op på skærmen med det samme, så man automatisk følger det.
Fra Scania har vi fået oplyst at retarderen koster 24.000 kr ekstra, ESP koster 16.000 ekstra, LDW (Sporassistenten) koster 18.500 og TMP (Automatisk dæktrykskontrol) koster 8.900 kr ekstra.
fba@transinform.com