Vestre Landsret har afsagt principiel dom i skattesag til fordel for shippingfirma.

Som det for nylig har fremgået af visse dele af dagspressen, har et dansk shipping-firma netop fået godkendt et skattefradrag på ca. 25 millioner kroner i en sag, hvor Landsskatteretten tidligere havde afvist fradrag.

Sagen drejede sig blandt andet om forståelsen og rækkevidden af stats-skattelovens § 6, hvor det af litra a fremgår, at

”Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.

Den beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den benyttes til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, eller til formue-forøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring eller drift, henlæggelse til reserve- eller andre lignende fonds, til gaver eller på anden måde”.

En anden vigtig bestemmelse i den nedfor omtalte sag og i øvrigt for virksomheder med datterselskaber i udlandet er ligningslovens § 2, hvori opregnes en række forhold, hvor skattemyndighederne har mulighed for at kræve, at forhold mellem koncernforbundne virksomheder opgøres som om mellemværende havde vedrørt virksomheder, som ikke var ”i familie med hinanden” og som dermed ikke havde den ene eller anden grund til eksempelvis at sænke prisen under markedsniveau.

Af § 2 fremgår blandt andet at:

Med juridiske personer i nr. 1 og stk. 3 sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.

Stk. 3 i samme bestemmelse definerer ”koncernforbundne juridiske personer” som juridiske personer, hvor samme kreds af selskabsdeltagere har bestemmende indflydelse, eller hvor der er fælles ledelse.

Skattesagen, der blandt andet og ikke mindst drejede sig om udbedrings- og oprydningsomkostninger, tog sit udspring i 1995, hvor det danske shippingfirma (moderselskabet) indgik en aftale med sit britiske datterselskab (datterselskabet) om driften af den kajplads, som moderselskabet havde lejet af Port of Tilbury, England (havnen).

Aftalen var benævnt ”Terminal Operation Agreement”, og det fremgik af denne, at datterselskabet skulle forestå driften af den engelske terminal og blandt andet sørge for den forsikring, der var nødvendig.

Aftalen suppleredes i januar 1997 af en ny aftale, hvori det hed, at datterselskabet skulle overtage det fulde ansvar for hele driften på terminalen, og at datterselskabet havde accepteret at overtage ansvaret, herunder at sikre at alle vilkår og betingelser i aftalen mellem havnen og moderselskabet blev overholdt.

I 2001 brød en del af kajen sammen, og der opstod en tvist mellem shippingfirmaet og havnen om, om årsagen til sammenbruddet var kajens alder (ca. 100 år) eller overlæsning, idet det gods, der var tale om, primært var stenmaterialer.

Havnen anlagde en voldgiftssag mod moderselskabet, som man betragtede som ansvarlig og alle shippingkoncernens omkostninger ved voldgiftssagen blev betalt af datterselskabet, som derefter fik omkostningerne refunderet af moderselskabet.

I december 2003 blev der indgået et forlig, hvorefter moderselskabet forpligtede sig til at betale 65 procent af genopbygningsomkostninger og genopførelsen fandt sted i 2004.

Skat fik mulighed for at tage stilling til sagen af flere omgange og hver gang blev moderselskabets anmodning om at få fradrag for omkostningerne afvist - i første omgang med følgende begrundelse:

Landsskatteretten afviste senere tillige fradraget, og sagen havnede i landsretten. Her gjorde Skatteministeriet gældende, at rette udgiftsbærer af de omkostninger til udbedring og oprydning mv. - som moderselskabet efter sammenstyrtningen af kajen påtog sig at bære som resultatet af forliget i voldgiftssagen mellem havnen og moderselskabet - var datterselskabet. Derfor skulle moderselskabets opgivelse af at gøre et regreskrav gældende mod datterselskabet anses for et kapitalindskud, som ikke var fradragsberettiget.

Landsretten henviste til, at det var ubestridt, at moderselskabet hæftede overfor havnen for forpligtelserne i henhold til forligsaftalen af 19. december 2003.

Det var muligt, at moderselskabet i det indbyrdes forhold kunne gøre regreskrav gældende over for datterselskabet på baggrund af de indgåede driftsaftaler. Dette kunne efter rettens opfattelse imidlertid ikke endeligt fastslås, alene på baggrund af formuleringen af de indgåede aftaler og uden nærmere oplysninger i øvrigt om årsagen til de indtrådte skader på kajen og baggrunden for, at moderselskabet indgik forlig om at dække en del af omkostningerne.

Retten fandt på denne baggrund, at det var uklart, om datterselskabet var retligt forpligtet i det indbyrdes forhold til endeligt at bære udgifterne til udbedring mv. af kajpladsen.

Det forhold, at moderselskabet ved brev af 26. februar 2004 rejste et regreskrav mod datterselskabet, kunne ikke tillægges afgørende betydning for bedømmelsen, idet rejsningen af kravet skulle ses i lyset af, at både moderselskabet og datterselskabet på dette tidspunkt antog, at datterselskabet havde tegnet behørigt forsikring, hvilket senere viste sig ikke at være tilfældet formentlig begrundet i en fejl fra engelsk forsikringsmægler.

Ved bedømmelsen af det indbyrdes forhold lagde landsretten tillige vægt på, at datterselskabet var oprettet med det formål, at sikre moderselskabet en afsætningskanal på det engelske marked af stabilgrus. Det var ubestridt, at denne afsætningskanal var af væsentlig betydning for moderselskabets drift i øvrigt med salg af mere ”ædle” stenprodukter.

Driften af datterselskabets handelsvirksomhed var tilrettelagt således, at købspriserne for de produkter, som datterselskabet fik leveret fra moderselskabets norske datterselskab sammenholdt med salgspriserne i England, ikke gav mulighed for oparbejdelse af større overskud.

Driften gav i flere af årene 2000-2005 underskud, og egenkapitalen var i samme periode frem til 2005 negativ. Også i det indbyrdes forhold havde der derfor efter rettens opfattelse været en forretningsmæssig begrundelse for, at moderselskabet – for at sikre datterselskabets fortsatte beståen - afholdt de udgifter, der udsprang af kajens sammenstyrtning.

På den baggrund fandt landsretten, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at moderselskabets undladelse af at forfølge et muligt regreskrav skulle anses for et kapitaltilskud til datterselskabet.

Da afholdelsen af udgifterne endvidere måtte anses for at være forretningsmæssigt begrundet i at sikre bevarelsen af den engelske afsætningskanal, hvilket var af væsentlig betydning for moderselskabets indkomsterhvervelse, fandtes udgifterne at kunne fradrages i moderselskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det danske shippingfirma fik derved medhold i sagens absolutte hovedspørgsmål, hvorimod en mindre del af sagen vedrørende et spørgsmål om fradrag for nedslag i lejebetaling faldt ud til Skatteministeriets fordel.