23948sdkhjf

Hvordan lukker man en virksomhed

Mange tager normalt på kursus for at lære hvordan man etablerer egen virksomhed – men det kræver også sit, at lukke virksomheden ned på den rigtige måde.

Mange tager normalt på kursus for at lære hvordan man etablerer egen virksomhed – men det kræver også sit, at lukke virksomheden ned på den rigtige måde.



Når spørgsmålet er aktuelt, skyldes det at mange vognmænd med få eller kun en enkelt lastvogn ofte står i den situation, at der ikke er nogen til at tage over. Vognmandens børn ønsker ikke at gå ind erhvervet, og ingen andre ønsker at købe en lille vognmandsforretning, så det hele kan blive solgt som en samlet pakke.

Derfor er der mange, som gerne vil sælge lastvognen, og dermed lukke forretningen ned. Men det er i disse tider ikke altid så nemt at sælge lastvognen, og derfor opstår der en række spørgsmål: Hvornår kan vognmanden f.eks. gå på efterløn? Er det nok at lastvognen er afmeldt og sat til salg? Skal vognmandstilladelsen også være sendt retur til Trafikstyrelsen?

TTN har hørt om vognmænd, der har spurgt to A-kasser om disse forhold - og som har fået forskellige svar. Vi har derfor også spurgt brancheorganisationen DTL om dette.

- Vi er ikke eksperter i dette, men vi har fundet et notat fra Beskæftigelsesministeriet, som jo må siges, at være den myndighed, der vil være tættest på en plausibel retstilstand, siger vicedirektør hos DTL, Morten Lindbo

I AL § 57, stk. 3, er det præciseret, at en selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Med hjemmel i denne bestemmelse er der fastsat nærmere regler om, hvornår selvstændige kan anses for ophørt ved bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen) med tilhørende vejledning nr. 100 af 16. oktober 2002.

Som hovedregel, jf. § 3, stk. 1, i ophørsbekendtgørelsen, kan en selvstændig erhvervsdrivende anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når det dokumenteres, at virksomheden er endelig overdraget eller lukket.

Ophør ved overdragelse

Medlemmet anses for ophørt fra den dato, hvor virksomheden ifølge en retlig bindende overdragelsesaftale er overtaget af køber. Medlemmet må således ikke længere hverken helt eller delvist have retlig eller faktisk rådighed over virksomheden (driftsmidler, inventar, varelager, goodwill m.v.). Dokumentationen skal være en skriftlig aftale, fx en købekontrakt, slutseddel eller skøde.

Ophør ved lukning

For at anerkende ophør ved lukning af en virksomhed kræves, at afviklingen er så vidt fremskreden, at en eventuel rest af virksomheden ikke kan danne grundlag for at videreføre den.

Som udgangspunkt skal virksomhedens lokaler være solgt eller lejemålet ophørt. Driftsmidler og inventar skal være solgt, og eventuelle leasingaftaler skal være bragt til ophør. Varelageret skal være solgt eller tilbageleveret.

Hvis fx et driftsmiddel ikke er solgt, ser man på virksomhedens art og branche og vurderer, om det resterende driftsmiddel udgør en mindre del af den samlede virksomhed, eller om det har været et væsentligt driftsmiddel i virksomheden. Det er således et spørgsmål om, hvorvidt den selvstændige har mulighed for fortsat at udføre egentlige arbejdsfunktioner, der kan relatere sig til virksomheden.

Baggrund for reglerne

Som det fremgår af reglerne, er det tilkendegivet, at ophøret af den selvstændiges beskæftigelse i virksomheden skal være af mere end midlertidig karakter. Denne begrænsning er indsat for at forhindre, at dagpengene kommer til at virke som støtte for virksomheden. Arbejdsophør som følge af sæsonmæssig eller anden midlertidig lukning af virksomheden medfører derfor ikke, at den erhvervsdrivende kan betragtes som ledig, og der vil ikke kunne udbetales dagpenge under sådanne midlertidige lukninger.

Konsekvenser

Faldende indtjening i virksomheden kan ifølge hensigten med reglerne ikke anses for at afskære den selvstændige fra at drive sin virksomhed. I forbindelse med den aktuelle økonomiske krise vil en lempelse af kravet om dokumentation for, at virksomheden er ophørt (fx dokumentation for at væsentlige driftsmidler er afhændet), derfor kunne føre til en uhensigtsmæssig anvendelse af dagpengesystemet.

Dagpenge til selvstændige, der måtte få godkendt at være midlertidigt afskåret fra fortsat at drive virksomheden, vil let kunne få karakter af erhvervsstøtte og således blive konkurrenceforvridende, idet staten dermed overtager erhvervsrisikoen. En lempelse vil også øge risikoen for misbrug.

Under alle omstændigheder vil lempelser i reglerne nemt få karakter af indirekte erhvervsstøtte, ligesom det ikke afvises, at en lempelse ville stride mod EU-reglerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063